Randers med i opløbet om at blive den mest elevvenlige kommune

Lørdag den 6. april bliver det besluttet, hvem der løber med prisen, som årets mest elevvenlige kommune. Randers Kommune er blandt de sidste fem i opløbet om at modtage den særlige pris. Det sker ovenpå et år med flere arrangementer og kreative tiltag fra det Fælleselevråd i Randers Kommune.

Skoleårets første møde i Fælleselevrådet september 2018.

”Vi har et ambitiøst ”set up” her i Randers Kommune med mange forskellige muligheder for de unge. I løbet af det seneste år har eleverne arbejdet med flere forskellige projekter som sociale arrangementer, kreative kampagner og kommunikationstiltag på sociale medier. De har siddet med i uddannelsessamarbejdet, i Skolerådet og så har de også indgivet høringssvar,” siger Troels Bøgh Nielsen fra Projekt og Udviklingsafdelingen i Randers Kommunes ungdomsskole.

Årets Elevvenlige Kommune er en pris, der gives til en kommune, der gør en ekstra stor indsats for elevdemokratiet. Prisen uddeles hvert år af Danske Skoleelever. Og i år er Randers Kommune med i opløbet om at modtage prisen, som bliver uddelt lørdag den 6. april.

”Det Fælleselevråd har udrettet mange forskellige ting i løbet af året og har på den måde været med til at sætte deres aftryk på vores kommune. Vi har stort fokus på at inddrage eleverne, fordi vi ved, at de har en masse godt og vigtigt at byde ind med, som vi får stor gavn af,” siger Troels Bøgh Nielsen.  

”Jeg er rigtig glad for, at vi bliver hørt. Det er jo os, som det drejer sig om, når det kommer til arbejdet med skolerne, og derfor er det også vigtigt, at vi får en stemme. De er rigtig gode til at lytte til os og opsøger os også gerne,” siger Daniel Mortensen, formand for det Fælleselevråd og elev i 9. klasse på Grønhøjskolen.

Elevvenlig Kommune er opstået i et samarbejde mellem Danske Skoleelever og kommunerne. Formålet er at sikre elevdemokratiet i kommunerne gennem inddragelse af eleverne. Det at have et Fælleselevråd, hvor eleverne kan komme til orde, er derfor en vigtig del af samarbejdet med Danske Skoleelever.

”Vi er for eksempel blevet lyttet til af Skolerådet og for kort tid siden var det biblioteket, der gerne ville have vores hjælp til, hvordan de kunne få flere unge til at bruge biblioteket. Her kom vi med nogle idéer, hvor de rent faktisk også brugte vores forslag. Det er vildt fedt, når de også bruger de forslag, vi kommer med,” siger Daniel Mortensen.