Randers rykker tættere på bedre beskyttelse af byen mod stormflod

Randers Kommune modtager 500.000 kroner fra puljen "Byerne og det stigende havvand". Pengene skal bruges til Klimabåndet, hvor ambitionen er at sikre byen mod stormflod med løsninger, der tager udgangspunkt i naturen og forbinder byen til vandet.

"Randers ligger i smukke omgivelser med vand, der løber centralt gennem byen. Det er en unik placering, som mange misunder, men placeringen gør også, at byen er sårbar overfor klimaforandringer. Derfor er klimasikring af Randers by en vigtig indsats, og midlerne vi modtager gør, at der nu bliver sat yderligere skub i arbejdet," siger Torben Hansen, der er borgmester i Randers Kommune.

Konkret modtager Randers Kommune 500.000 kroner fra puljen "Byerne og det stigende havvand", som Realdania i partnerskab med Miljø- og Fødevareministeriet samt Kystdirektoratet står bag. I alt otte kommuner har modtaget støtte fra puljen til nytænkende pilotprojekter, der kan forene behovet for beskyttelse mod havvand med lysten til at bo og leve ved vandet.

Pengene skal Randers Kommune bruge til det videre arbejde med at realisere Klimabåndet- især med fokus på de juridiske, økonomiske, tekniske og organisatoriske udfordringer, som opstår, når de innovative løsninger skal føres ud i livet. På den måde kan Randers Kommune gå foran med at realisere en højvandsbeskyttelse, som er både fleksibel, robust og tilpasset byens udvikling. Ud over støtten fra puljen bidrager Randers Kommune også selv med 500.000 kroner.

Klimasikring og byudvikling går hånd i hånd

Målet med Klimabåndet er at skabe et bånd mellem Gudenåen og Randers Midtby, der beskytter byen mod alvorlige oversvømmelser i fremtiden.

"Vi ønsker løsninger, der ikke bare består af en høj mur eller et dige. Vi ønsker at klimasikre byen på en måde, der skaber merværdi ved, at løsningerne tager udgangspunkt i naturen og forbinder byen til vandet. På den måde vil klimasikringen bidrage til at skabe nye attraktive byområder, og det er netop en af ambitionerne med Byen til Vandet, at klimasikring og byudvikling går hånd i hånd," siger Torben Hansen.

Realiseringen af Klimabåndet ventes at ske i takt med realiseringen af Byen til Vandet. Projektet har tidligere modtaget støtte fra EU med det formål, at projektet kan vise vejen for andre kyst- og havnebyer i Danmark og EU.