Randrusianerne kom til orde om byens fremtid

Interesserede borgere var mødt op til borgermøde for at høre om det stort anlagte byudviklingsprojekt Byen til Vandet. De stillede spørgsmål og kom med forslag til de tre teams, som arbejder for at komme med det bedste bud på en ny byudviklingsplan.

Onsdag eftermiddag var Randers-borgerne inviteret indenfor til offentlig debat om byens fremtid. Tre teams, bestående af arkitekter, entreprenører og ingeniører, introducerede hver især deres visioner for området omkring industrihavnen i det centrale Randers. Derefter stillede de fremmødte borgere spørgsmål og kom med ønsker og forslag til de tre teams.

Direktør for Udvikling, Miljø og Teknik i Randers Kommune, Jens Heslop, var glad for, at borgerne var mødt op for at diskutere projekterne: ”Byen til Vandet er et projekt, som kommer til at ændre byen radikalt, og som kommer til at betyde rigtig meget for Randers på sigt. Derfor er det vigtigt, at borgerne får mulighed for at sætte deres fingeraftryk på projektet.”

Projektet bliver mere konkret

De tre projekter havde alle fælles fokus på, hvordan industrihavnen og naturen omkring Gudenåen i fremtiden bliver en integreret del af Randers. De tre teams havde også alle medtænkt tre centrale aspekter: byudvikling, fremtidens klimasikring og byens trafikale udfordringer.

“Vi håber på at finde et forslag, som kan være med til at realisere byens unikke potentiale i området i hjertet af byen, samtidigt med at vi forsøger at håndtere fremtidens klima- og trafikudfordringer”, forklarede Jens Heslop.

De tre vinderbud kommer i høring hen over sommeren, hvor dommerkomiteen skal træffe den endelige beslutning om, hvilket forslag der skal ligge til grund for fremtidens byudvikling. Vinderforslaget skal efter planen endeligt vedtages i starten af 2020.