Sjælden svamp fundet i Læsten Bakker

Det fredede område Læsten Bakker vest for Randers har vist sig at være et sandt skatkammer af biodiversitet. Lige pt. er det svampetid, og her gøres der på de flotte overdrev fantastiske fund af sjældne svampe, som ikke hvert år bliver fundet i Danmark.

Blå Indigo Rødblad. Foto: Pia Boisen Hansen.

På den bedste del af overdrevet i Læsten Bakker har Randers Kommunes biolog og svampeekspert Pia Boisen Hansen så sent som i onsdags fundet en meget blå udgave af arten Indigo Rødblad - en art som kun er set i Danmark tre gange inden for det sidste årti. Blå Indigo Rødblad er en art i komplekset omkring Indigo-rødblad (Big Blue Pinkgilled), som alle er meget sjældne i Danmark og vores nabolande. I alt foreligger der kun fund fra ti lokaliteter i Danmark gennem tiden, så Læsten Bakker har endnu engang vist at være et spændende overdrev, når det kommer til biodiversitet.

Mange spændende arter
I Læsten Bakker har overdrevs-svampene haft gode betingelser efter de sidste måneders regn. Svampene er med til at gøre en gåtur i bakkerne til en farverig oplevelse. Og biolog Pia Boisen Hansen har gennem de sidste par måneder kunnet notere sig fund af flere sjældne svampe på de bedste dele af overdrevene.

Som ny for området er blandt andet Tyndbladet Vokshat, som er kategoriseret som "næsten truet" på rødlisten (liste over sjældne og truede arter). Det er kun tredje gang, arten er fundet i Randers Kommune - og alle tidligere fund er fra før 2008. I sommer er endvidere fundet den stærkt truede svamp Grøngul Vokshat, samt Skarlagen Vokshat og Trævlet Vokshat som også er stærkt truede svampe. Hermed er til dato noteret 17 arter af vokshatte i Læsten Bakker.

Naturen netop nu
Overdrevene i Læsten Bakker ejes af Den Danske Naturfond. I bakkerne kan man netop nu blandt andet finde stinkende vokshat, der lugter af svømmehal - og mel-rødblad der lugter af mel. Begge arter er rødlistede og kendt fra lokaliteten. Mel-rødblad er kategoriseret som sårbar.

De nye fund i Læsten Bakker betyder, at det fredede område rykker godt op ad ranglisten over de bedste overdrev i landet.

Der er adgang til Læsten Bakker til fods fra Engtoften øst for bakkerne og fra P-pladsen på Rosebakken vest for bakkerne. Det er på eget ansvar at færdes, hvor der går køer. Hund skal holdes i kort snor.

Naturen og mulighederne for gode naturoplevelser ligger derude og venter. Klik her og se andre muligheder for vandreture og naturoplevelser i Randers Kommune