Sjove sommeraktiviteter i Randers Kommune

I sommerferien er der rig mulighed for at få én på opleveren i Randers Kommune. Herunder finder du et par forslag til, hvad du for eksempel kan lave.

Besøg Museum Østjylland

Museum Østjylland arrangerer masser af spændende familieaktiviteter i hele kommunen hen over sommeren. For eksempel kan du lære at farve dit eget garn eller producere genbrugspapir. Få mere inspiration på Museum Østjyllands hjemmeside.

Lyt til podcast om Gudenåen

Gudenåen er en stor del af Randers’ DNA. Men hvor godt kender du egentlig Danmarks længste vandløb? I denne række af podcasts kan du høre en masse af de spændende historier, som gennem tiden har udspillet sig i og omkring Gudenåen. Planen er, at der udgives et nyt afsnit hver måned, så hold øje med fortællinger fra Gudenåen her.

Gør en god handel til bagagerumsmarked på Østervold

Lørdag den 27. juli kl. 10-14 holder Lions Club bagagerumsmarked på Østervold. Så kig forbi og gør en god handel. Man kan også selv tilmelde sig og få solgt ud fra gemmerne. Besøg bagagerumssalg.dk for mere info.

Lystfiskeri i Gudenåen og Randers Fjord

Vidste du, at Gudenåen er kåret som et af de 10 bedste laksevande i Europa? Den lange overgang fra fersk til saltvand giver gode levevilkår for de mange arter, der findes her. Der er laks, havørred, sandarter, gedder, aborrer, fredfisk, multer, fladfisk og mange flere arter. Læs mere om de mange gode fiskesteder på kortet på www.oplevgudenaa.dk.

Børnetur på cykel rundt om Randers

VisitRanders har lavet en rigtig fin og børnevenlig cykelrute, som starter og slutter ved Randers Regnskov. På turen kommer man både gennem villakvarterer, flot natur og nogle af byens seværdigheder. Midtvejs på turen kommer man igennem Nordre Fælled, hvor det er oplagt at spise sin madpakke. Se mere på VisitRanders' hjemmeside.

Lån udstyr fra Grejbasen i Udbyhøj

Ud over at være en god, familievenlig badestrand, så er Udbyhøj Strand også Danmarks eneste østvendte vadehav, og det skaber et ret unikt miljø, som er spændende at udforske. På lystbådehavnen finder du Grejbasen, hvor du kan låne blandt andet fiskenet, krabbevæddeløbsbane, fotobakker, trangia, kikkerter, lupper, regningsveste, waders og meget andet udstyr. Grejbasen er et tilbud til alle, børn som voksne, der søger inspiration og udstyr til leg og udfoldelse omkring lystbådehavnen. Tilbuddet er gratis, men vi beder om, at du behandler grejet, som var det dit eget og stiller det på plads bagefter. Læs mere på Udbyhøj Lystbådehavns hjemmeside.

Besøg Randers Naturcenter

Randers naturcenter har altid en masse gode aktiviteter på programmet - både for voksne og for børn. Lær fx. at lave mad af råvarer, du kan finde i naturen, eller tag med på kanotur ved skumringstid:

Skumringstur: Oplev Gudenåen fra den flotteste side

Aktiv GRØN sommer - sommerferie på Randers Naturcenter

Spis naturen! Kursus i at lave mad med vilde råvarer