Skoler i Randers Syd vil have far og mor i cykelsadlen

Der bliver trængsel på cykelstierne i maj måned ved fem skoler i Randers, når lærere, elever og forældre springer i sadlen i den lokale kampagne ”Vi cykler til skole”. Kampagnen skal slå et slag for cyklen som transportmiddel og mindske biltrafikken omkring skolerne.

Skolerne har i et samarbejde med Randers Cykelby udviklet kampagnen ”Vi cykler til skole” i maj, der skal få flere elever til at vælge cyklen til skole. De deltagende skoleklasser kan vinde flotte præmier, og de øger deres chancer for at vinde, hvis de også kan få forældrene op på cyklen.

Brian Keller, der er formand for skolebestyrelsen på Assentoftskolen, er overbevist om, at kampagnen vil flytte en del børn og forældre fra bil til cykel:

”Lærerne fører hver morgen statistik over hvilke børn og forældre, der har cyklet til skole. Jeg er sikker på, at de fire elever, der ikke har cyklet, vil plage deres forældre om at få lov til at cykle,” siger Brian Keller.

Han forklarer, at årsagen til, at de yngste børn ofte ikke cykler til skole, er, at forældrene er utrygge ved at lade deres børn cykle alene. Den overbevisning mener han, at kampagnen kan rokke ved, hvis forældrene cykler sammen med deres børn, ser skolevejen og bliver en del af kampagnen,”

”På den måde bliver vejen banet for at ændre transportvanerne, så både børn og især deres forældre kommer i cykelsadlen,” siger Brian Keller.

Mindre bilkaos

De fem skoler i det sydlige Randers, der er med i kampagnen, er ligeledes aktive deltagere i Randers Kommunes projekt ”Sydbyen Cykler”, der skal få borgere i alle aldre til at cykle mere. Udover kampagnen i maj måned skal eleverne også være med i en temauge om cykling i efteråret:

”Vi ser frem til at have fokus på cykling i 2014. Både fordi børn, der bevæger sig dagligt, bedre kan koncentrere sig, men også fordi cykling og især kampagnen i maj giver fællesskab og sammenhold. Og så håber vi, at kampagnen vil være med til at ændre transportkulturen, så der bliver mindre bilkaos ved skolen om morgenen,” siger Jørgen Rasmussen, der er viceskoleleder på Assentoftskolen.

Jørgen Rasmussen fortæller, at Assentoftskolen har tænkt sig at bruge det indsamlede materiale om elevernes transportvaner i undervisningen.

Sammen med flere af sine kollegaer deltager viceskolelederen i øvrigt i den landsdækkende kampagne ”Vi cykler til arbejde”. Under kampagnen benytter han én af de mountainbikecykler, som Assentoftskolen har fået via projektet ”Sydbyen Cykler”.

Fotos: Kunst ved fem skoler

Det er Randers Produktionshøjskole, der har svejset cykelkunsten sammen, der er opstillet ved fem skoler under cykelkampagnen

Fakta

Assentoftskolen, Kristrup Skole, Søndermarkskolen, Vorup Skole og Tirsdalens Skole er med i kampagnen ”Vi cykler til skole” i maj måned.

Foran de fem skoler hænger plakater og står farvestrålende cykelkunst svejset sammen af elever fra Produktionshøjskolens metalværksted i Randers.

Projektet i Sydbyen omfatter blandt andet:

Etablering af stiforbindelse under Randersbro, ny cykelsti til Blegen, cykelfaciliteter i Sydbyen, kampagner i fem skoledistrikter og to ungdoms- og erhvervsuddannelser. Udlån af elcykler og mountainbikes til ansatte i fire virksomheder samt sundheds-og cykeltjek og et spinningsforløb i et lokalt fitnesscenter.