Skoler og klubber genåbner gradvist fra 18. maj

De 20 folkeskoler i Randers Kommune åbner fra 18. maj. Mens syv skoler åbner fuldt fra mandag morgen, åbner otte skoler til 19. maj, og tre skoler åbner hen over flere dage i den kommende uge. Samtidig åbner fritidshjem og klubber fra 18. maj.

Fra 18. maj møder 6.-10 klasse igen i skole i Randers Kommune. Nogle skoler åbner allerede mandag og andre de følgende dage.

”Det bliver nogle dejlige dage, når vi kan se også vores 6.-10. klasse myldre tilbage til skolerne. Vi har nu behandlet genåbningsplanerne, som også er gennemgået af kommunens hygiejneorganisation. Vi er i udvalget ikke i tvivl om, at der bliver tale om gode og udbytterige dage i skolerne, hvor der også er stor fokus på at holde fast i hygiejne- og afstandskrav. Skolerne har afsæt i nødundervisning, men vi kan også se i planerne, at skolerne gør sig umage for at levere så meget og så varieret undervisning som overhovedet muligt. Samtidig kan vi se, at vi også for førskole og 0.-5. årgang bevæger os hen mod mere normale forhold,” siger Steen Bundgaard, formand for Skole- og Uddannelsesudvalget i Randers Kommune.

Skole- og uddannelsesudvalget blev præsenteret for genåbningsplanerne lørdag 16. maj 2020.

Se overblik over skoleåbning

Se de enkelte skolers genåbning her

Hverdagen ikke helt som før

På de enkelte skoler er stort fokus på hygiejne. Klasserne er så vidt muligt i deres egne lokaler og tilhørende opholdsrum, og der er styring på hvilke klasser der benytter hvilke toiletter. Der skiftes mellem nødundervisning og pauser, og der bliver ikke ringet ind og ud. Samtidig bliver pauser koordineret på tværs af klasserne, så alle ikke har pauser samtidig.

For førskole og 0.-5. årgang går elever og lærere også mod en mere normal tilstand i hverdagen. På langt de fleste skoler sidder de nu i egne klasselokaler, med mindre afstandskravet på en meter ikke kan overholdes. For kommunens specialskoler er der kun få ændringer, da de åbnede i forbindelse med første fase af genåbningen.

”Der vil være en meters afstand mellem alle fra næsetip til næsetip, der er få lærere tilknyttet hver klasse, så vi undgår for mange forskellige kontakter, og der er tænkt i håndvask, sprit og ikke mindst gode skoledage,Jeg er imponeret over, hvor flot skoler og klubber har forberedt sig og hvor gennemarbejdede åbningsplanerne er,” siger Jesper Kousholt, skolechef i Randers Kommune.