Sprogcenter i bevægelse: Gik for en god sag

Kursisterne på Sprogcenter Randers var trukket i overtøjet tirsdag 24. januar. Med hvide paraplyer gik de igennem Randers for at samle penge ind til Danmarks Indsamling. Showet bliver vist på DR live fra Randers 4. februar.

Med på gåturen var frivillige fra ReThinker Randers og flere Randers-borgere, som var mødt frem for at støtte op. Og heldigvis for det lange optog af gående kursister fra over 70 forskellige lande, var der ikke brug for de mange farvestrålende paraplyer, som de havde med på turen, for vejret på denne januardag var strålende.

”Det er flot, at der var så stor opbakning til vores gåtur i dag, både fra vores kursister, medarbejderne og alle borgerne, som var mødt op for at gå med os. På sprogcenteret vil vi gerne støtte op om at samle penge ind til verdens udsatte børn, og mange af vores kursister kan også nikke genkendende til det med at være udsat og komme fra et sted i verden, hvor der er brug for hjælp,” siger Liselotte Keld Blokkebak, leder af Sprogcenter Randers.

Turen gik fra Sprogcentret i Vestergade 34 tirsdag middag og ad Stjerneruten langs nye, gamle og meget gamle seværdigheder i middelalderbyen Randers. Den lange gruppe af gående nåede altså både forbi Helligåndshuset, Houmeden, Rådhustorvet og Den Jyske Hingst.

Turen sluttede tilbage i Vestergade, hvor der var det helt store kaffe- og kagebord i sprogcentrets store sal – som mange af kursisterne selv havde bagt og medbragt. Her kunne de gående også købe paraplyer og de små, røde hjertepins, hvor pengene går ubeskåret til indsamlingen.

Julia Pavlovska er en af sprogcentrets kursister, og hun var glad for at deltage på gåturen.

”Det har været en rigtig god dag, og jeg nød turen. Jeg er mor til et barn, og jeg vil gerne støtte alle udsatte børn i verden. Det er en vigtig sag, som alle bør støtte,” sagde Julia Pavlovska efter gåturen.

Danmarks Indsamling live fra Værket

Danmarks Indsamling bliver i år sendt live på DR fra Værket i Randers lørdag den 4. februar. Indsamlingen støtter verdens sårbare børn, og med krig i Ukraine, tørke på Afrikas Horn, klimakrise, fødevarekrise og corona-pandemi er der brug for hjælp. Verden brænder, og det er børnene, der betaler den højeste pris. Danmarks Indsamling samler penge ind til udviklingsprojekter i 15 lande og Danmarks 12 største humanitære organisationer, som hjælper nogle af de mest sårbare familier i verdens kriser. Indsamlingen sikrer, at børnene får mad og rent drikkevand, at de får uddannelse, læge- og krisehjælp, omsorg og beskyttelse.

I ugerne op til tv-showet foregår der en lang række indsamlingsaktiviteter i Randers, som sprogcentrets gåtur er en del af. Randers Kommune koordinerer indsatsen og har løbende tæt dialog med Danmarks Indsamlingen om de lokale aktiviteter. Læs mere på www.randers.dk/danmarksindsamling.