STU-elever dyster i Counter Strike

CSV Randers har i fællesskab med de Særligt Tilrettelagte Uddannelser (STU) i Aarhus, Favrskov, Syddjurs, Horsens og Skanderborg udviklet en e-sportsturnering for de unge på de respektive uddannelser. I turneringen spiller 45 unge fra uddannelsescentrene Counter Strike - også kaldet CSGO - mod hinanden. Mandag den 27. september er der kick-off på e-sportsturneringen, som løber af stablen hos CSV Randers.

Det er første gang, at en sådan e-sportsturnering holdes blandt STU’er i Jylland. På kick-off dagen vil HYDR hjælpe med at streame eventen online.

”E-sportsturneringen understøtter flere af uddannelsens formål. Dels at eleven får en tilknytning til et ungdomsmiljø med andre unge og gør sig nogle sociale erfaringer. Og dels udviklingen af de unges personlige, sociale og faglige kompetencer, herunder kompetencer i at samarbejde og kommunikere hensigtsmæssigt med hinanden. Potentielt kunne de spille turneringen online hjemmefra, men de unge har haft ønske om at mødes og få sat ansigt på de spillere, de møder i kamp. Et spillernavn som FroZty fortæller jo ikke meget om, hvem der gemmer sig bag navnet,” siger Steffen Jørgensen, underviser i linjefaget e-sport på CSV Randers.

CSV Randers tilbyder en Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU), som er en treårig uddannelse for unge, der ikke profiterer af de traditionelle ungdomsuddannelser.

CSV Randers har sit eget e-sportshold, som træner og spiller Counter-Strike på linjefaget e-sport. I marts 2021 mødte de unge fra Randers e-sportsholdet fra STU Horsens online. Det var ved den lejlighed, at ideen opstod med hensyn til at arrangere en fysisk e-sportsturnering.