Succesfuldt overvægtsprojekt: 80 procent børn og unge taber sig

Et fireårigt projekt med fokus på overvægtige børn og unge er netop afsluttet, og parterne kan præsentere et flot resultat. Hele 80 procent af deltagerne har tabt sig eller vedligeholdt vægten efter et år. Projektet er et samarbejde mellem fire østjyske kommuner og Regionshospitalet i Randers.

Adams forældre syntes, at Adam var ved at blive for stor og vejede for meget. Deres egen læge lagde vægt på, at Adam er en høj seksårig på over 130 cm, og at de godt kunne se tiden an. Men Anja og Johan var kede af, at deres søn havde svært ved at følge med kammeraterne i skolen, og at han let gav op.

Forældreparret henvendte sig til skolens sundhedsplejerske for at få en second opinion. Her blev de henvist til et overvægtsprojekt på Randers Sundhedscenter, hvor de kunne få støtte til en livsstilsændring.

”Det var rigtig rart at blive bekræftet i, at Adam var for stor – og at der var hjælp at få,” fortæller Johan Christensen, far til Adam.

Adam er blandt de børn og unge, der har fået støtte af sundhedsplejen via et overvægtsprojekt, der er gennemført i samarbejde på tværs mellem Randers, Syddjurs, Norddjurs og Favrskov Kommune samt Børneafdelingen på Regionshospitalet Randers. Projektet er støttet af satspuljemidler.

Stort potentiale

Udgangspunktet for overvægtsprojektet er Holbækmodellen, som bygger på stringente metoder til livsstilsændringer. Formålet er at yde hjælp og støtte til svært overvægtige børn og unge, så de kan få bedre forudsætninger for et sundt liv. Samtidig bidrager resultaterne fra projektet til forskningsarbejdet med at finde en ensartet behandling af overvægtige børn.

”Vores resultater er rigtig gode, og potentialet i lignende projekter er stort. Der bliver stadig flere overvægtige, og det er vigtigt, at vi sætter tidligt ind med den rigtige støtte og vejledning, og at vi fortsat bidrager til forskningen på området,” siger Bent Windelborg Nielsen, ledende overlæge for børneafdelingen på Regionshospitalet Randers.

De bedste resultater viser sig efter et år med et forløb hos sundhedsplejen. Herefter bliver det lidt sværere for deltagerne at holde vægten, og fagpersoner beskæftiger sig blandt andet med, hvordan man kan forbedre behandlingen på længere sigt.

”En væsentlig del af behandlingen af overvægtige børn og unge er tålmodighed. Vi oplever, at vægten kan svinge utrolig meget i en længere periode, før den stabiliserer sig eller falder,” fortæller Bent Windelborg Nielsen.

Starten på en ny livsstil

Efter første samtale med sundhedsplejen i Randers, begyndte Adams forældre at vænne deres søn til en ny livsstil. Det var slut med chokopops til morgenmad, hvidt brød og mange portioner aftensmad, og der blev skåret kraftigt ned på blandt andet remoulade og mayonnaise.

”I starten var det rigtig svært, fordi han var sulten hele tiden. Det er jo en tilvænning for kroppen, at der ikke skal mad ind hele tiden. Der er stadig dage, hvor det er hårdt, men det er blevet meget lettere,” fortæller Anja Hansen, mor til Adam.

Børn skal ikke nødvendigvis tabe sig, selvom de vejer for meget. Det kan være nok, at vægten stagnerer, mens de stadig vokser og udvikler sig. Men Adam har faktisk tabt sig over fire kilo, og hans forældre kan mærke en stor forandring i hans lyst til at bevæge sig og være aktiv.

En opgave for hele familien

Adams forældre sætter stor pris på den forandring, der er sket med deres søn, efter han har tabt sig. Der er heller ingen tvivl om, at det lille nye medlem af familien, Anton på tre måneder, også kommer til at spise efter de samme principper som Adam.

”Adam er blevet endnu mere motiveret og glad for at spille fodbold, og det går meget lettere med at følge med kammeraterne. Vi har også selv ændret en smule på vores livsstil; for eksempel nøjes vi også med en enkelt portion aftensmad nu,” fortæller Anja Hansen.

”Vi oplever ofte, at hele familien trives bedre efter et forløb. Familien har jo en fælles opgave med livsstilændringen, og det kan give større sammenhold i familien. Barnet bliver mere fysisk aktiv, og nogle danner nye venskaber og trives bedre i skolen,” fortæller Birgitte Gæmelke, sundhedsplejerske tilknyttet overvægtsprojektet.