Sundhedscenter: Kræfthold træner online og udenfor

Borgere med kræft skal have mulighed for genoptræning på trods af corona-restriktioner. Det mener fysioterapeuterne i Randers Sundhedscenter, og derfor tilbyder de nu træning både online og udenfor.

I Randers Sundhedscenter kommer nogle af de grupper, der er mest udsatte for komplicerede forløb med COVID-19. Her foregår blandt andet genoptræning for borgere med kræft, KOL og diabetes, og alle hold blev lukket ned, da coronavirus gjorde sit indtog i landet.

Det stiller nye krav til personalet, der må finde på alternative former for kontakt og træning med de borgere, der nu sidder derhjemme med svækket fysik og andre udfordringer på grund af alvorlige sygdomsforløb. Fysioterapeuterne fra holdet ”Kom til kræfter” for kræftramte borgere fik hurtigt tilpasset træningen, så den kunne foregå virtuelt.

”Vi kunne have sendt et træningsprogram ud til deltagerne, men vi ved selv, hvor svært det kan være at hive sig selv op af stolen, når man ikke er forpligtet overfor nogen. Derfor valgte vi at tilbyde vores igangværende hold at forsætte træningen online,” fortæller Charlotte Juhl, fysioterapeut i rehabiliteringsenheden i Randers Sundhedscenter.

Ifølge terapeuterne har der været meget lidt bøvl med teknikken i forhold til, hvad man kunne have frygtet.

”Det skaber kun lidt morskab, når deltagerne pludselig forsvinder ud af billedet, fordi de skal lave en øvelse på gulvet, eller når katten Pjevs beslutter at deltage i skærmopkaldet,” fortæller Charlotte Juhl.

Nye muligheder for fremtiden

Selvom onlinetræningen var en nødløsning i en presset situation, så fungerer det så godt, at terapeuterne ser nye muligheder for fremtiden.

”Det er en erfaring, vi kan tage med fra coronakrisen. Vi arbejder med en målgruppe, der kan være nødt til at takke nej til at deltage i et holdforløb, fordi de ikke har kræfter til at møde op fysisk. Det har vi nu fået en mulighed for at løse med et online tilbud,” fortæller Charlotte Juhl.

Selvom den online træning har mange fordele, så har den også sine begrænsninger. Flere af deltagerne savner det sociale aspekt, og terapeuterne har færre muligheder for at korrigere træningsstillinger.

Det er stadig ikke muligt at mødes indenfor til træning, men før sommerferien startede et nyt hold, som træner udenfor i gårdhaven bag Randers Sundhedscenter.

Trygt at træne udenfor

En af deltagerne på udeholdet er Gitte Grunnet, der blev opereret for kræft i slutningen af 2019 og efterfølgende var igennem et hårdt kemoforløb. Hun var klar til at starte genoptræning i februar 2020, men så ramte corona, og alt blev sat på standby.

”Det var hårdt både fysisk og psykisk. Det kom bag på mig, hvor lidt man kan efter sådan et forløb, og jeg havde så mange spørgsmål,” fortæller Gitte Grunnet.

Heldigvis havde hun løbende telefonisk kontakt med Charlotte Juhl, som hun også mødtes med til ”walk and talk”. Men hun glædede sig til den fysiske træning.

”Det betyder så meget for den mentale sundhed, at man også trives fysisk. De havde sagt på Skejby, at Randers Sundhedscenter var gode til rehabilitering på kræftområdet, og jeg er så glad for at være kommet i gang. Der er fuldstændig styr på retningslinjerne, og det er trygt, at vi træner udenfor,” siger Gitte Grunnet.