Tag ud og nyd efteråret i Læsten Bakker

Der er skønt i Læsten Bakker på alle årstider. Men helt specielt er det nu, hvor der er knald på de flotte efterårsfarver. Det er ikke bare bladene på træerne, der fryder øjet med hele paletten af gyldne nuancer; også overdrevsvegetationen på bakkerne står hist og her med markante røde farver, som var de udsået med let hånd.

Ved nærmere eftersyn er der tale om vokshatte, som trods nætter med nattefrost stadig står flot: I hundredvis af frugtlegemer af den flotte røde Cinnober-vokshat, der er almindeligt udbredt på ugødskede overdrev, og ligeledes store mængder af de flotte Eng-vokshatte.

Største oplevelse var dog et gensyn med Skarlagen-vokshat, som kommer frem med sine frugtlegemer hvert år i slutningen af oktober/start november. Den er bedårende smuk, majestætisk stor og rødlistet i kategorien moderat truet (EN). Det er en sjælden sag, fordi der findes så få egnede voksesteder.

”Glæden kunne ingen ende tage, da den blev fundet et for mig nyt sted, selvfølgelig på den bedste bakke i Læsten Bakker, hvor vi har adskillige fund af andre rødlistede arter af overdrevssvampe - et rent hotspot,” lyder det fra en glad biolog fra Randers Kommune, Pia Boisen Hansen.

Læsten Bakker er ejet af Den Danske Naturfond. Der er offentlig adgang til fods i bakkerne. Husk at hund skal føres i kort snor.