Danmarks førende digitale festival Internet Week Denmark (IWDK) fejrer hvert år internettet og fremtidens teknologi med over 100 events og 8000 besøgende.
"Festivalen har i år temaet 'Digital change - change digital', som inviterer til diskussion og refleksion over, hvordan vi fortsat kan sætte mennesket først i fremtidens teknologiske udvikling. Det er vi i Randers med til at sætte fokus på med vores arrangementer", udtaler Karsten Boddum-Olesen, udviklingskonsulent i Erhverv og Udvikling i Randers Kommune.
I år deltager Randers Kommune i festivalen med seks gratis arrangementer for både erhvervsdrivende, studerende, børn, unge og alle andre IT-interesserede.
"Vi har sørget for at lave arrangementer i Randers som spænder bredt, så der er noget for enhver smag. Der er foredrag om 3D printer-teknologiens indtog, om den digitale fremtid i Randers Kommune, og om digital marketing for detailhandelsdrivende. Randers Bibliotek afholder en minimesse om virtual reality, og for de unge afholder vi kode- og programmeringsworkshops på "Fabrikken" og et LAN-party på Tradiums e-sportsakademi", fortæller Karsten Boddum-Olesen.
Det fulde program for Internet Week Denmark og tilmelding til arrangementerne findes på https://iwdk.dk/events/.