To socialrådgivere er udsendt til Grønland
Socialrådgiverne Rikke Petersen og Rikke Jensen er i Grønland
Grønlands selvstyre har bedt Danmark om hjælp i forhold til arbejdet med udsatte børn og unge. Dette blandt andet på baggrund af DR-dokumentaren ”Byen, hvor børn forsvinder”, 2019. Hjælpen er især blevet efterspurgt af danske Taskforce kommuner, der har arbejdet målrettet med at styrke den socialfaglige kvalitet og dermed kan viderebringe relevant viden og erfaringer til Grønland. Randers Kommune er Taskforce kommune, og Rikke D. Petersen og Rikke Jensen, der er socialrådgivere i Myndighedscentret i Randers Kommune valgte at tage imod udfordringen og har pakket deres kufferter for at arbejde på Grønland fra starten af september til og med december 2020. Her er deres første oplevelser efter mødet med en ny smuk verden og tunge problemstillinger.
Da muligheden for at komme til Grønland og udøve socialt arbejde bød sig, var der ingen af os, der var det mindste i tvivl. ”Vi SKAL afsted… NU!” sagde vi begge to. Vi har ikke været på Grønland før, og vi blev fanget af nysgerrigheden omkring et land og et samfund, som vi hører så lidt om, selvom Danmark og Grønland egentlig er så tæt forbundne. Vi ønskede ny viden og læring, samt har en stor iver for at udvikle os fagligt og personligt. Samtidig var vi tiltrukket af de smukke naturoplevelser, som Grønland kan byde på med den fantastiske natur og majestætiske dyr. Vi sendte en motiveret ansøgning til vores ledelse i MyndighedsCentret, og det var en stor dag for os, da vi fik at vide, at vi skulle afsted, og at vi skulle afsted sammen.
Inden afgangen fra København havde vi en introdag med den Grønlandske Repræsentation, der havde til formål at klæde os på til vores tur. Vi sad som rådgivere fra Randers Kommune, mens resten af rådgiverne var fra Københavns Kommune. Vi snakkede om kultur, normer, forventninger og det kulturchok, som vi kunne risikere at møde. Dagen handlede om landet og befolkningen i sin helhed og var en rigtig god dag, der var med til at forberede os på det, der ventede.
Vi startede vores rejse i Sisimiut, hvor vi skulle på kursus med kollegaerne derfra og fra Maniitsoq. Lovgivningen på børneområdet (Inatsisartutloven) er meget sammenlignelig med Serviceloven i Danmark, men der er dog forskelle, som vi skal tage højde for. Vi har løbende kontakt med Randers Kommune via skype. Vi har mulighed for at spare og få supervision, og det er vigtigt, da der er emner ift. normer, kultur og arbejdsmiljø, som det kan være rart at tale ommed sin danske ledelse. Samtidig er det generelt bare rart at have kontakten til baglandet derhjemme. Det nyder vi godt af.
Modtagelsen i Maniitsoq
Vi er blevet taget godt imod både i Sisimiut og Maniitsoq af kollegaer, ledere, velfærdsdirektøren, kommunaldirektøren og ikke mindst borgmesteren. Vi er blevet indlogeret i et fint lille rødt hus i Maniitsoq og har kort gåafstand til arbejdet – Ja, man går næsten til alting her, så godt fodtøj og gode benmuskler er en nødvendighed. Alle giver udtryk for, at de er meget glade for at have os her og der er stor glæde, velvilje og høje forventninger i forbindelse med vores ankomst.
Her er nok at se til. Familieområdet halter, der er mangel på uddannede socialrådgivere samtidig med, at sagsbehandlerne løber meget hurtigt for at nå det hele. Tyngden af sager er udfordrende og komplicerede. I flere sager mangler der enten handleplaner, socialfaglige undersøgelser og samtaler (selvom sagsbehandlerne gør, hvad de kan for at nå det hele). Det er her vi kommer ind og hjælper til. Særligt ift. socialfaglige undersøgelser og handleplaner, hvor vi afholder børnesamtaler, forældresamtaler, opfølgningsmøder m.v. Ligeledes er ønsket, at vi skal sidemandsoplære, så deres sagsbehandlere kan blive klædt mere på og få konkrete redskaber i forhold til procedurer, metoder og værktøjer.
Natur og folkefærd
Sceneriet i Maniitsoq og Sisimiut er betagende. Maniitsoq er omgivet af klipper, bjerge, fjelde, fjorde og kanaler. Både ben og lunger er særligt udfordret, når vi har vandret rundt i fjeldet, da terrænet kan være barskt. Når der er skyfrit, er der rig mulighed for at se nordlyset, og det er et imponerende syn. Vores kollegaer fortæller, at det bliver endnu smukkere, når der kommer sne.
Det er ingen hemmelighed, at her er koldt. Men p.t. er luftfugtigheden høj, og de lokale fortæller, at vejret bliver mildere, når vi har overstået sæson-stormen mellem efterår og vinter, da der så kommer sne, og luften dermed bliver mere tør. Derfor kan -20 grader føles helt behageligt. Vi vil dog mærke det, før vi tror det. Samtidig skulle de mørke dage med sne ikke være så slemme, da sneen lyser omgivelserne op og skaber mulighed for et endnu klarere og flottere nordlys.
Det grønlandske folk er meget gæstfrie og imødekommende. De inviterer på kaffe, kaffemik osv. Vi får også invitationer fra folk, vi ikke kender, og den form for gæstfrihed er noget, vi lige skal vænne os til og navigere i, da det ikke er normen i Danmark. Det er dejligt, fordi man altid føler sig vellidt og velkommen.
Arbejdstempoet heroppe er anderledes end i Danmark. Generelt tager de tingene mere roligt. Det skal vi lige vænne os til og vi kan mærke, at vi er nødt til selv at tage ansvaret for processen, hvilket kan være mere udfordrende, end det måske lyder til. Selvom lovgivningen minder om den danske lovgivning, så bliver den ikke overholdt på samme måde her grundet sagspresset og kompleksiteten i sagerne. Vi er blevet klar over, at vi skal være ekstremt tydelige i vores kommunikation og selv tage ansvar og styring, for at kunne lykkes med arbejdet og med at indfri forventningerne til os. Vi vender dog dette til noget positivt, fordi vi helt sikkert kommer retur til Danmark med endnu mere hår på brystkassen. Udfordringerne bliver vi stærkere af, både personligt som fagligt. Vi er glade for muligheden, og der er ingen tvivl om, at vi ville gøre det igen, hvis muligheden bød sig på et senere tidspunkt. Grønland er helt fantastisk og unik,- og vi får uden tvivl en oplevelse vi altid kan huske tilbage på. Vi lærer meget, og håber også at vi omvendt kan gøre en forskel i Maniitsoq og Sisimut i forhold til arbejdet med deres mest udsatte børn og unge.
// Rikke Petersen og Rikke Jensen
Takuss! (Vi ses)