Tobias og Gustav cyklede Randers Ugen i gang

Store og små cyklister sprang i sadlen til det traditionsrige cykelløb, Fjordløbet, den første søndag i Randers Ugen. Blandt de mange deltagere var brødrene Tobias og Gustav. De deltog i løbet for første, men ikke sidste gang. Den 35 kilometer lange rute overbeviste dem nemlig om, at det er sjovt at cykle langt.

De to brødre, Tobias og Gustav, var vilde med at være til Fjordløbet. De regner med at gentage succesen næste år.

Deltagerne til Fjordløbet søndag den 12. august kunne vælge mellem fire forskellige ruter på henholdsvis 20, 35, 58 og 107 kilometer. De to brødre og deres forældre havde som mange andre børnefamilier valgt 35 kilometer ruten. Strækningen bød dog på en del bakker:

”Det gjorde lidt ondt i benene at cykle op ad bakkerne. Men når de andre gjorde det, så ville jeg også, for jeg kan godt lide at konkurrere, ” sagde Tobias Bjerregaard Kjeldsen på 9. år.

Det var dog ikke konkurrencedelen, der fik hans storebror til at træde i pedalerne til Fjordløbet:

”Jeg blev mest motiveret af at cykle sammen med nogen, jeg kendte. Det var hyggeligt,” sagde Gustav Bjerregaard Kjeldsen, der er 12. år.

Brødrenes far var meget tilfreds med sine sønners præstation:

”Det var første gang, de deltog. Jeg er overrasket over hvor godt, det er gået. Børnene har cyklet i et højt tempo, og de nød turen og fællesskabet. Vi har haft en dejlig aktiv dag sammen, så vi springer nok også på cyklerne til Fjordløbet næste år,” sagde Laust Bjerregaard Kjeldsen.

Cykling giver glæde og fællesskab

Randers Cykelby støtter Fjordløbet ved at betale halvdelen af billetprisen til børn og unge under 16. år. Birgit Berggrein, der er projektleder for Randers Cykelby, var ovenud tilfreds med at se så mange børn på to hjul til Fjordløbet:

”Cyklen er et fantastisk redskab til at give mennesker i alle aldre masser motion, glæde og fællesskab. Jeg håber derfor, at de gode oplevelser, som deltagerne har fået i dag til Fjordløbet, får endnu flere til at vælge cyklen til skole og arbejde også i hverdagene, ” siger Birgit Berggrein