Afspærring af Toldbodgade er ophævet

Torsdag morgen har Randers Kommune ophævet afspærringen af Toldbodgade. Vejen blev spærret onsdag aften som følge af høj vandstand i fjorden.

Toldbodgade stod onsdag aften under vand

Toldbodgade er igen farbar efter, at vejen blev afspærret onsdag aften. Det skete fordi vejen var dækket af vand som følge af høj vandstand i fjorden. Nu er vandstanden faldet igen, morgenens højvande er kulmineret og afspærringen er derfor ophævet.

Onsdag nåede vandstanden at stige til mere end1,40 m over daglig vande - langt mere end forudset i DMI's prognoser. Det skyldes, at vindretningen i nordøst pressede vand ind gennem Randers Fjord og ind til Randers By samtidig med, at der var smeltevand fra dagens slud- og snevejr.