Ukrainsk kunstner udstiller malerier af Randers

Torsdag d. 11. august 2022 åbner udstillingen ”Territory of Dreams” i forhallen på Laksetorvet. Kunstneren Iryna Makhovska er flygtet fra krigen i Ukraine, og hun har skabt en serie malerier af Randers by og omegn.

En nattehimmel over Randers Bro med genspejling af byens lys i vandet, sol over kuplerne om Randers Regnskov og udsnit af byens centrum med brosten og bindingsværkshuse. Ukrainske Iryna Makhovska har skabt en serie af stemningsfulde akvarel-, akryl- og oliemalerier af Randers og omegn.

Udstillingen ”Territory of Dreams” kan ses i forhallen på Laksetorvet fra torsdag d. 11. august, hvor den bliver indviet kl. 13.00 af borgmester i Randers Kommune, Torben Hansen.

”Det er altid spændende at betragte kendte omgivelser fra nye vinkler, og det får vi i høj grad muligheden for med de flotte malerier af den ukrainske kunstner Iryna Makhovska. Sammen med mange af sine landsmænd er hun kommet til Danmark fra Ukraine, og det betyder meget for mig, at vi kan tilbyde et trygt og roligt hjem til mennesker på flugt fra krigen. Og så glæder det mig selvfølgelig, at en kunstnerisk sjæl kan se skønheden i sine nye omgivelser og bruger det i sine kunstværker”, siger Torben Hansen.

Fri til at drømme

Iryna Makhovska er født og opvokset i Mariupol, og hun flygtede med sin familie til Danmark i februar 2022 på grund af krigen i Ukraine. Hun har arbejdet med kunst i 20 år; både som udøvende kunstner og som underviser på Kuindzhi Art School i Mariupol.

Iryna Makhovska fortæller, at det er hendes fascination af Danmark og Randers, der har inspireret hende til at male igen. Malerierne viser, ifølge kunstneren, skønheden ved byens arkitektur og århundreder af historie. Med udstillingen vil hun gerne vise sin taknemmelighed over for de mennesker, der har hjulpet og stadig hjælper hende og hendes landsmænd.

”Jeg har kaldt udstillingen ’Territory of Dreams’, fordi jeg ser Randers – og Danmark i sin helhed – som et sted, hvor man er fri til at drømme og gøre sine drømme til virkelighed. Jeg kan godt lide danskerne; de er venlige og smilende mennesker, der hjælper os. Og det er skønt at bo og arbejde i en smuk by med dejlige mennesker”, siger Iryna Makhovska. Hun taler ikke dansk, så dette citat er oversat fra engelsk.

Kunstudstillingen er åben frem til 8. september og kan ses i Laksetorvets åbningstid mandag til torsdag kl. 8-15 og fredag kl. 8-13.