Vær med til at fejre De vilde blomsters dag

Søndag den 16. juni fra kl. 10-14 fejres De Vilde Blomsters Dag i Norden for 32. gang. I Randers Kommune er der tre arrangementer på dagen: I Hald Langdal, i Fussingø Skov og et familiearrangement på Nordre Fælled.

Randers Kommune har derfor en guidet tur i Hald Langdal, som er et af kommunens fineste overdrev, idet det aldrig har været opdyrket. Naturplejen har her resulteret i, at man nu kan finde et stort antal vilde blomster - blandt andet finde djævelsbid, knold-ranunkel, bakke-soløje, lav skorzoner, hjertegræs, knoldet mjødurt og smuk perikon.

Turleder er Anne Louise Møller Tommerup, biolog i Randers Kommune. Hun garanterer en stille og rolig tur rundt i området, hvor der er tid til at undersøge planterne og høre interessante historier om dem.

Mødested er gruspladsen ved Kærbyvej nr. 1. Vest for Hald drejes fra Hadsundvej ind på Kærbyvej. 50 meter inde på Kærbyvej kan der på venstre side parkeres på gruspladsen vest for gården.

Medbring tøj, der passer til vejret, gode sko, madpakke og eventuel florabog og lup.

Yderligere oplysninger kan fås hos biolog Anne Louise Møller Tommerup, Randers Kommune på tlf. 89 15 16 57 eller E-mail: Anne.Louise.Moller.Tommerup@randers.dk

De vilde blomsters dag i Fussingø

Søndag den 16. juni fra kl. 10-12 er der også mulighed for at tage med på tur i den kommende biodiversitetsskov ved Fussingø.

Fussingøskovene er til nu blevet drevet forstligt efter alle forskrifter, men dette bliver ændret, så naturen fremover får helt frie muligheder for at udfolde sig. Turleder er Jan Højland fra Naturstyrelsen Kronjylland, og han vil blandt andet vise tidligere tiders forsøg på at skabe urørt skov, store døde træer og fortælle om det liv de rummer.

Mødested er parkeringspladsen ved Fussingø Slot, Vasevej 7, 8920 Randers NV. Medbring tøj til vejret og evt. mad og drikke.

Arrangør er Danmarks Naturfredningsforening og Naturstyrelsen Kronjylland.

Yderligere info kan fås hos Jan Højland på mobil 2469 3806 eller e-mail jgh@nst.dk

De vilde blomsters dag for børnefamilier på fælleden

Søndag den 16. juni fra kl. 13-16 har Natur og Ungdom, Randers, et arrangement for børnefamilier i anledning af De vilde blomsters dag.

Der er mange forskellige slags blomster på Nordre Fælled. Tag med en tur rundt og saml nogle af dem ind. Tilbage i Myretuen står den efterfølgende på at lave blomsterkranse, tørre blomster og maler fine postkort med naturens egne blomsterblade-farver - og lave pandekager over bål.

Mødested er Myretuen for enden af Gl. Jennumvej.

Yderligere oplysninger fås hus Niels Aage Nielsen på e-mail nielsaage61@gmail.com

Naturen og mulighederne for gode naturoplevelser ligger derude og venter. Klik her og se andre muligheder for vandreture og naturoplevelser i Randers Kommune