Vandrebog om Trækstien langs Gudenå

Det er blevet populært at vandre, og nu får vandrerne på Trækstien en fyldig vandrebog. Det er forlaget Dear Nature, som har udgivet et 224 siders værk om Trækstien langs Gudenå mellem Silkeborg og Randers.

Trækstien løber 76 kilometer i vandkanten langs Danmarks længste å. På stien går man i enestående dansk natur, men også i fodsporene på pramdragerne, der var en vigtig brik i transporten af varer med pramme mellem byer i det indre Jylland, i en tid hvor vejtransport var besværlig, og jernbanen endnu ikke et alternativ.

De var lejemænd, der blev hyret som pramdragere for en tur ad gangen og trak de tungtlastede pramme imod strømmen med en sele om brystet – i mudder, regn og sne, brændende sol eller isnende kulde.

Med bogen får man historien om pramdragernes Gudenå, landskabet, naturen og fascinerende fortællinger om steder og seværdigheder i ålandskabet – lige fra levende kulturarv som de historiske pramdragerkroer over forsvundne klostre og måske Jyllands ældste kongegrav til lokkende badeanlæg og våde enge med rigt fugleliv.

Bogen på 224 sider er rigt illustreret og skrevet til dem, der gerne vil gå på Trækstien, hvad enten de vil gå hele ruten, dele af den eller bare drømmer om det. Der er desuden gode råd at hente til alternative ruter, så man kan gå rundture ved at gå ud ad Trækstien og skifte sti på vej tilbage. Samme alternative ruter kan bruges, hvis der er meget vand på stien.

Bogen indeholder også en række smukke dobbeltsider om planter og dyr, man kan møde på sin tur langs Gudenåen. 

Bag bogen står Susanne Mejlgaard og Nicole Wolter, der sammen har forlags- og konsulentvirksomheden Dear Nature:

"Naturen og den lokale kulturhistorie tænder os. Det er vores passion at formidle fortællingerne for at give flere mennesker lyst til at opleve og værne om vores enestående natur. Det betyder noget for os, at det er på naturens præmisser, og derfor lader vi naturen tale selv. Vi vil gerne fremhæve roen, skønheden og poesien. Se hvor fantastisk og sårbar, naturen er. Den skal vi passe på sammen."

"Historien om pramdragerne og varetransport på åen er enestående i Danmark. Arkæologerne finder også stadig spor af forhistorien som rækker af jordovne, hvor bronzealderens mennesker har kunnet bespise op mod tusind ad gangen. De fortællinger, der ligger i landskabet, bygger oven på hinanden, årtusind efter årtusind, og er meget fascinerende, og rigtig mange lokale beboere kender dem ikke. Dem vil vi gerne fortælle."

"Vi har mærket så meget velvilje fra alle dem, vi har mødt. Lokale beboere, naturfotografer og turister på oplevelse langs åen. Gudenåen betyder meget i de lokale samfund. GudenåSamarbejdet har også værdsat vores arbejde og stillet sig til rådighed for hjælp. Det er vi taknemmelige for."

Kommunerne Hedensted, Horsens, Skanderborg, Silkeborg, Viborg, Favrskov og Randers er sammen om GudenåSamarbejdet, der udvikler Gudenåens oplevelsespotentiale. Gunhild Øeby Nielsen er netværkskoordinator i GudenåSamarbejdet. Hun siger om bogen:

"Jeg synes, bogen er en gave til Gudenåen. Den er æstetisk og formidler vandring på Trækstien. Bogen demonstrerer en forståelse for, hvad det er for en helt særlig sti med en helt særlig historie og et helt særligt forløb langs Danmarks længste å. Bogen giver også gode anvisninger til alternative ruter, hvis åen går over sine bredder, eller hvis man gerne vil gå en rundtur.

"Trækstien er en stor del af det DNA, som byerne og kroerne og alt muligt andet ved Gudenåen er gjort af. Det er stedspecifik fortælling, som de fleste, der bor ved Gudenåen, kan relatere til. De kan se deres egen by og deres eget sted i det, og det skaber lokal stolthed. Det kan bogen også bidrage til."

dear-nature.com finder man forhandlere af bogen.