Velkommen til det nye randers.dk

Randers Kommunes hjemmeside er onsdag den 10. april 2019 åbnet i en ny udgave. Siden har blandt andet fået nyt udseende og en mere brugervenlig menu.

På Randers Kommunes hjemmeside kan du finde informationer om alt fra børnepasning til ældrepleje og fra byggesagsbehandling til affaldshåndtering. Og du kan betjene dig selv på en lang række områder. Nu er siden åbnet i en ny udgave, hvor der især er sket ændringer i sidens udseende og menu.

”Vi har lyttet til de tilbagemeldinger, vi har fået på hjemmesiden. Især har menuen været en udfordring for mange, der har besøgt hjemmesiden fra en pc, fordi den var klappet sammen som en burgermenu i venstre hjørne. Det er nu ændret, så menuen er synlig og ligger vandret øverst. Samtidig medfører opgraderingen en række andre design- og funktionsmæssige forbedringer, der samlet set løfter Randers Kommunes hjemmesider betydeligt,” siger kommunikationschef Karen Balling Radmer. 

Øget fokus på oplevelser og udvikling

I forbindelse med opgraderingen af randers.dk er der også ændret på selve menustrukturen, så der nu er større sammenhæng på siden og lettere adgang til relevant indhold for borgere og virksomheder. Desuden er der lavet ændringer på forsiden af randers.dk. I topmenuen er der nu et nyt punkt, ”Udvikling by og land”, hvor bl.a. byrådets visioner er tydelige og, hvor det er enkelt at få et overblik over kommunens fysiske planlægning nu og ud i fremtiden.

Derudover er der tilføjet et punkt ”Oplev”, hvor begivenheder og de mange muligheder i naturen, kulturen og bylivet i højere grad er fremhævet.

Arbejdet med at opgradere Randers Kommunes hjemmesider har stået på siden efteråret. Siden da er der flyttet indhold fra godt 10.000 sider fordelt på randers.dk og 132 mindre hjemmesider, der bl.a. omfatter alle Randers Kommunes institutioner.