Von Hatten Hus åbner efter renovering

I december er den gennemgribende renovering slut, og Von Hatten Hus åbner igen dørene til blandt andet spillestedet Café Von Hatten.

Von Hatten Hus efter renovering 2022. Foto: Randers Kommune.

Det bevaringsværdige byggeri Von Hatten Hus stod i mange år tomt bortset fra Café Von Hatten i kælderen. Men til december 2022 åbner huset igen - i første omgang flytter spillestedet tilbage i kælderen fra de midlertidige lokaler på Underværket, mens kontorlokaler og bolig i tagetagen kommer senere. Det fælles gårdareal er også blevet gentænkt.

Restaureringen markeres officielt, når hele arbejdet er færdiggjort, mens Café Von Hatten holder fødselsdagsreception i de renoverede lokaler lørdag d. 3. december 2022.

Renovering med øje for traditionerne

Von Hatten Hus er opført i 1799 og blev fredet i 1919. Bortset fra spillestedet Café Von Hatten og spillestedets administrationslokaler har bygningen stået tom gennem længere tid, og den markante bygning har været nedslidt i gennem en længere årrække.

I 2020 købte Fonden til Bevarelse af Gamle Bygninger i Randers Kommune bygningen hvorefter en gennemgribende renovering blev igangsat i 2021. På grund af husets status som fredet udføres renoveringsarbejdet efter de gamle håndværkertraditioner efter anvisning af Slots- og kulturstyrelsen.

Projektet har modtaget et nettotilskud fra Randers Kommune på 2 millioner kroner.