Ydelseskontoret: Borgere skal fremover kun forholde sig til én sagsbehandler

En ny organisering af Ydelseskontoret betyder, at borgere fremover kommer til at have kontakt med den samme sagsbehandler hver gang de har kontakt vedrørende kontanthjælp, ressourceforløb eller enkeltydelse.

"Vi har valgt at omorganisere kontanthjælpsområdet på Ydelseskontoret for at gøre det mere enkelt for borgerne at være i kontakt med os. I dag har borgere én kontaktperson i hver af vores tre teams. Fremover skal de kun skal forholde sig til en enkelt sagsbehandler, og det er den samme hver gang, de har kontakt med os," siger Anita Henneberg Laursen, afdelingsleder i Ydelseskontoret.

Den nye organisering af Ydelseskontoret betyder, at alle medarbejderne i Ydelseskontoret bliver oplært i alle opgaver, hvor de tidligere har været mere specialiserede. Oplæringen af medarbejdere starter i uge 38. I den uge vil to medarbejdere sørge for at besvare telefonerne, og fra uge 39 er alle medarbejdere igen på telefonen. I forbindelse med oplæringen af medarbejdere kan der opstå forlænget sagsbehandlingstid.

"Vi beklager den forlængede sagsbehandlingstid, der kan opstå i forbindelse med oplæringen. Oplæringen betaler sig ved, at vores afdeling bliver mere driftssikker i forbindelse med sygdom og ferie, når alle vores medarbejdere kan træde til og hjælpe med andres opgaver. Og det betyder forhåbentligt en mere tilfredsstillende oplevelse for borgerne," siger Anita Henneberg Laursen.