Borgerservice i dit nærområde

Borgerservice tilbyder landsbyborgere i visse områder af Randers Kommune personlig service, uden at de skal tage turen til Randers.

Randers Kommune og Borgerservice har søsat et nyt projekt kaldet Borgerservice i dit nærområde. Tiltaget skal gøre det mere overskueligt for landsbyborgere at benytte sig af Borgerservices digitale selvbetjeningsløsninger.

I Havndal, Øster Velling og Langå er der således opstillet en computer med touch skærm og tastatur, hvorfra man kan benytte de digitale selvbetjeningsløsninger. Derudover kan man via en touch skærm og webkamera få ansigt-til-ansigt vejledning med en medarbejder fra Borgerservice.

Bliver det nødvendigt, kan Borgerservice overtage skærmen og på den måde guide brugeren. Er man helt på bar bund, behøver man ikke forsøge sig selv først – man ringer bare op til Borgerservice via webkameraet og så får man den hjælp, man har brug for.

Standeren kan du bl.a. bruge til:

  • at få hjælp til at navigere i de digitale selvbetjeningsløsninger.
  • at søge pension.
  • at beregne boligstøtte.
  • at melde flytning.
  • at booke tid til bestilling af pas.

Her finder du Borgerservice i dit nærområde

Havndal

Ældrecentret Aldershvile
Kirkevej 2
8970 Havndal

Servicen er tilgængelig i dagtimerne. Ønsker du at kontakte Borgerservice via webkameraet, er det muligt alle hverdage mellem kl. 10-12 samt mandage fra kl. 15-17.

Langå

Biblioteket i Kulturhuset
Bredgade 4
8870 Langå

Servicen er tilgængelig i bibliotekets åbningstider kl. 8-22. Ønsker du at kontakte Borgerservice via webkameraet, er det muligt alle hverdage mellem kl. 10-12 samt mandage fra kl. 15-17.

I Langå skal man være oprettet som bruger af biblioteket for at komme ind til servicen. Dog er dørene åbne i de tidsrum, hvor der er bibliotekspersonale til stede. Se tiderne på bibliotekets hjemmeside.

Øster Velling

Forsamlingshuset
Neikilsvej 8
8920 Randers NV

Servicen er tilgængelig mandage fra kl. 16-17, hvor det samtidig er muligt at ringe op via webkamera.

Ønsker man at benytte servicen uden for åbningstiden, kan man kontakte Annemette Søgaard på tlf. 4092 2729.