Kulturinstitutioner

Cheferne for Museum Østjylland, Værket, Randers Bibliotek, Eventsekretariatet og selvejende kulturinstitutioner refererer direkte til direktøren for Sundhed, Kultur og Omsorg.

Randers Bibliotek består af hovedbiblioteket i Kulturhuset, filialer i Kristrup, Dronningborg og Langå samt en bogbus. Biblioteket har ca. 70 ansatte, omregnet til ca. 63 fuldtidsstillinger.

Museum Østjylland blev til i 2011 ved en fusion mellem Kulturhistorisk Museum Randers, Djurslands Museum i Grenaa og Museet for Syddjurs i Ebeltoft. Museum Østjylland er et kommunalt ejet, statsanerkendt museum, som drives i fællesskab af Randers, Norddjurs og Syddjurs Kommuner med Randers Kommune som driftsansvarlig. Museum Østjylland omfatter endvidere håndværksmuseet Kejsergården, Randers Stadsarkiv og Fællesmagasinerne og har ca. 75 ansatte, omregnet til 58 fuldtidsstillinger.

Værket er en kommunal institution, hvor aktiviteterne delvist finansieres via indtægter fra salg af billetter og udlejning af lokaler. Aktiviteterne omfatter den løbende drift og vedligeholdelse af Værket, arrangementsvirksomhed og udlejning af lokaler til faste brugere (Egnsteatret, Musikskolen og Randers Kammerorkester) og eksterne arrangører. Værket har knap 50 ansatte, omregnet til 26 fuldtidsstillinger.

Eventsekretariatet skal skabe gode rammer for at udvikle, arrangere og gennemføre arrangementer og begivenheder i Randers. Eventsekretariatet har to ansatte.