Fantasifulde kunstværker

Fredag den 29. april kl. 14.00-21.30

GAIA: Vi reflekterer over verdensmålene

GAIA er et kunstmuseum, et kunstakademi, en særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse, en café og en butik og en række værksteder, der tilbyder beskyttet beskæftigelse og aktivitets- og samværstilbud for mennesker med særlige behov, f.eks. udviklingshæmning, Downs Syndrom eller autisme.

GAIA Museum og GAIA Akademi deltager i Verdensmålsfestivalen med forskellige kunstneriske, kreative og praktiske events i ugens løb og på festivalpladsen. Det er alt fra workshops med fokus på at anvende genbrugsmaterialer til vores serviceteam, som hjælper med at holde rent og pænt.

Kunstnerne og STU-eleverne har lavet stop motion-film med udgangspunkt i verdensmål 4, 6, 7, 811, 12 og 17 – og mange af målene er blevet omsat til fantasifulde kunstværker og refleksioner over målenes betydning og vigtighed. Mød bl.a. følgende udsagn: "Vand er ikke for sjov", "På den gode uddannelse bruger jeg min fantasi", "Byg byer mellem træerne" og "Det gode job har både værdi for mig og andre".

I løbet af festivalen vil du få lejlighed til at snakke med nogle af GAIAs medarbejdere, kunstnere, elever og personale, som har en lille stand på festpladsen. Du er også altid velkommen til at besøge os på GAIA Museum og GAIA Akademi i Mediehuset på Lene Bredahls Gade 10, 8900 Randers C.

Læs mere på GAIA Museums hjemmeside, GAIA Akademis hjemmeside, European Outsider Art Associations hjemmeside eller GAIA Museums facebookside.