Læsten Bakker

Et godt sted at starte en tur i Læsten Bakker er ved rastepladsen på Rosebakken.

Kommer man fra hovedvej 16 og kører ind til Læsten, skal man holde til højre ved trekanten midt i byen.

Her starter vejen, som i dag hedder Rosebakken. I gamle dage hed den Rossing Bak – den røde bakke – formodentlig på grund af rødt sand, men Rosebakken lyder da mere romantisk, selvom der ikke er specielt mange roser her - om nogen overhovedet.

I øvrigt er det en meget gammel vej.

Når man skulle fra den gamle kongeby Viborg og til Randers, som man kunne sejle ud fra, skulle man over Skalsådalen mellem Sønderbæk og Bjerregrav.

Den er meget bred og har været et sumpet og vanskeligt sted at passere, så man har søgt andre overgange.

En af dem går her, da vi i moserne neden for bakkerne har et vandskel, hvor Skalsåen løber mod øst og Vejlebækken løber mod vest. Altså er her det højeste sted – og det smalleste, så her etablerede man tilbage i 1500-tallet en bro, Mosebro, hvorfra vejen fører op over Volstrup til Ålum.

Inden man kom så langt, kom man forbi en kæmpe sten, nemlig Lejsten Ryge, ”så stor som et firebindings hus”, siges det.

Stenen findes ikke mere, den blev sprængt i stykker og brugt som vejfyld, da hovedvej 16 blev anlagt i 1850'erne, men der siges dog at være lige så meget tilbage under jorden, som der var over jorden.

I 1950-erne blev de smukke lyngklædte bakker fredet, og netop i bakkerne findes der stadig en del lyng med pletter af revling og blåbær.

På sydsiden er bakkerne græsklædte med en del spredte enebær, vildæbler, ege- og birketræer.

Bakkerne bliver afgræsset af kvæg, hvilket bl.a. kan holde uønskede vækster som bævreasp nede.

Langs mosedraget, blev der under og nogle år efter 2. verdenskrig blev gravet masser af tørv.

På den anden side mosedraget ser man Fussingø-skovene.

Den højeste af bakkerne, hedder Kragebjerg og er 57 meter høj. Fra toppen er der en fantastisk udsigt over dalen.

Læsten kirke er en gammel romansk kirke bygget af granitkvadre.

Den har et tårn, som bare er en slags murpille ved gavlen. Fra kirkegården, som er omgivet af et smukt gammelt stendige, er der en pragtfuld udsigt ud over bakkerne.

Ved siden af kirken ligger skolen fra 1885, udvidet 1943 og nedlagt 1961, hvor børnene blev flyttet til den nyopførte centralskole i Sønderbæk.

Følger man Engtoften kommer man til genforeningsstenen, som står i et lille anlæg midt i byen.

Den 3000 kilo tunge sten er fundet i Læsten og rejst i januar 1921, og indskriften er forfattet af den daværende lærer i Læsten, Munk Stensgaard.

Også 2. Verdenskrig har fået sin mindesten her, rejst i 1955 i 10 året efter krigens afslutning.

Læs naturhistorien "Bag om Læsten Bakker og Tuemose".

Læs mere om Læsten Bakker fredningen.

Læs også Landbrugsjord skal tilbage til naturen i Læsten Bakker

Naturen og mulighederne for gode naturoplevelser ligger derude og venter. Se andre muligheder for vandreture og naturoplevelser i Randers Kommune her.