Hungstrup Skov

Turlængde: 7,5-10 km

  • Postnummer 8983 Gjerlev J og 8930 Randers NØ
  • Kategori Skov, Fortidsminde og Fjord, å eller sø
  • Terræn Kuperet

Startkoordinater: 56.560265, 10.220712 eller 56.542717, 10.179366

- kopier koordinaterne og sæt dem ind i Google Maps for at lave en rute til startstedet

Mellem Tvede og Øster Tørslev ligger den gamle herregård Gjessinggaard, som med sine godt 600 hektar agerland og skov er blandt de allerstørste jordbesiddere i Randers kommune. De seks kvadratkilometer udgør en lille procent af kommunens samlede areal og omfatter skønne perler som Hungstrup Skov og Tvede Ådal fra Tvede til Øster Tørslev Kær.

Start vandreturen ved pumpestationen med fugletårnet i Øster Tørslev Kær eller fra Bavnevej i Tvede. Foran ligger henholdsvis 7,5 eller 10 kilometer rundtur i Naturpark Randers Fjord gennem Hungstrup Skov og rundt om Tvede Ådal - ad faste veje på Gjessinggaards jorder.

Historien og forhistorien

Hungstrup Skov er udpeget som “Kulturmiljø fra forhistorisk tid”. Området har en stor koncentration af gravhøje og bopladser. Bopladserne er fra sten-, bronze- og jernalderen, mens størrelsen på flere af højene indikerer, at de er fra ældre bronzealder.

Seksten gravhøje på Gjessinggaard vidner om, at det allerede i oldtiden var attraktivt for mennesker at slå sig ned her.

Gjessinggaards navn og historie går helt tilbage til Vikingetiden, hvor en høvding ved navn Thorkild Geysa omkring år 1000 havde sin borg, Geisinggaard, hvor den nuværende hovedbygning står i dag.

I 1048 sejlede den norske Kong Harald Hårderåd hærgende op gennem Gudefjorden efter at have plyndret og nedbrændt flere danske byer. Han tog Thorkild Geysas to døtre til fange, og han måtte udrede store summer for at få sine døtre igen.

Op gennem 1400-, 1500- og 1600 tallet ejedes herregården af adelsfamilierne Friis, Munk og Juul i hver tre generationer, indtil den i 1734 blev købt af amtsforvalter Hans von Folsach.

Hans von Folsach opførte i 1747 den smukke trefløjede hovedbygning, som i dag regnes for et af Jyllands mest betydningsfulde barokanlæg. Familien von Folsach værnede om stedet i 230 år, indtil Kammerherre Hans von Folsach i 1977 solgte ejendommen til sin nevø, den nuværende ejer Peter Emil greve Bernstorff.

Ådalen

Tvede Ådal er en gammel ”fjordarm” med tydelige og velafgrænsede dalstrøg, som kan følges fra nær Linde og til Øster Tørslev Kær. I bunden af tunneldalen løber Tvede Å. Den udspringer knap ti kilometer fra udløbet i Randers Fjord i Gallemosen nord for Harridslev, hvor der i 1887 blev fundet 21 bronzegenstande fra den tidligste bronzealder. Fundet, der vejer 12 kg, er Danmarks tungeste fund fra perioden og beviser, at danerne også for 4000 år siden havde udstrakte handelsforbindelser.

Tvede Å er reguleret på størstedelen af strækningen for at udnytte de gamle moseområder. Drænsystemerne vedligeholdes tilsyneladende ikke mere på store dele af strækningen, og lavbundsarealerne vokser til med bl.a. pil. I de lavtliggende sumpede områder vokser pilekrat og tagrør, og i foråret og den tidlige sommer høres nattergal og gøg.

Ved Tvede er dalstrøget snævert, og der er meget markante skråninger med blandt andet hvidtjørn. Neden for Gjessinggaard er flere af de store mosedrag udgravet med søer. Herfra breder dalen sig ud og giver plads til de store vidder og udsigt over de inddæmmede arealer på den tidligere hævede havbund.

Lidt om Tvede

Landsbyen Tvede er udpeget som “Kulturmiljø fra middelalderen” (1050-1536). Landsbyen ligger på begge sider af Tvede Ådal. Landsbyen, kirken, hulvejen, græsningsområderne og agrene i den nærliggende Hungstrup Skov udgør tilsammen kulturmiljøet.

Gjessinggaard ligger lige nord for Tvede. Gjessinggaard er udpeget som kulturmiljø for perioden “storlandbruget” (1536-1750). Oprindeligt var herregården af bindingsværk, men den er blevet skalmuret og pudset. Hovedbygningen og voldgravene er fredede.

Læs mere om Gjessinggaard