Justesens Plæne

Justesens Plæne er en rekreativ oase mellem Gudenåen og Randers centrum.

Justesens Plæne ligger bynært med få minutter ind til byens butikker og caféer. Det udnytter mange mennesker om sommeren, hvor det grønne areal med udsigt over Gudenåen bliver brugt flittigt til skovture og aktiviteter.

Området bliver i daglig tale ofte omtalt som "Plænen", der desuden danner rammerne for mange af sommerens arrangementer som koncerter, sportsarrangementer og ikke mindst den årlige Randers Festuge (tidligere Randers Ugen), som er Danmarks største brugerskabte festuge med cirka 500 vidt forskellige arrangementer.

Området ligger mellem Gudenåen og Randers centrum tæt ved siden af Den Blå Bro. Se det på Google Maps.

Bevaring af frugttræer

I den vestlige del af Justesens Plæne ved Randers Regnskov blev der i 2007 etableret en genbank for frugttræer til sikring af bevarelsen af gamle danske sorter. Projektet er et samarbejde mellem Randers Kommune, Københavns Universitet og Randers Regnskov.