Det unikke fugleliv i Naturpark Randers Fjord

Oplev fuglelivet ved Sødringholm. Ta’ med på tur den 22. september 2019 kl. 10.

Gudenåen og Randers Fjord danner et floddelta, der er viser vejen til mange smukke og aktive naturoplevelser. Naturpark Randers Fjord begynder ikke langt fra centrum af Randers og strækker sig med sine 29.250 hektar ud til Kattegat.

Ikke lagt fra havet i det yderste Randers Kommune finder man Sødringholm, der er et ligeså unikt fuglereservat som naturparken er unik. Vildreservatet er specielt vigtigt for den lysbugede knortegås. Arten yngler på Svalbard, men om vinteren er kysten mellem Randers og Mariager fjorde af international betydning for denne truede bestand af godt 5000 lysbugede knortegæs.

Fugletur ved Sødringholm
Søndag den 22. september fra kl. 10-14 kan du komme med tre erfarende turledere på en sjælden fugletur i området. I løbet af de fire timer vil I vandre langs stranden, over heden og gennem skoven. Store mængder af ande- og vadefugle raster på det lave vand på netop denne årstid. Der vil desuden være gode muligheder for at se både havørn, vandrefalk og andre rovfugle. Turens længde er omkring 6 kilometer. 

Mødested kl. 10 ved Sommerhusene ved Sødringholm Strand. Fra Sødring køres ad Strandvej og videre ad grusvejen til enden af Skallehusene.

Medbring påklædning der passer til vejret. Kikkert. Mad og drikke efter behov - vi holder pause undervejs.

Arrangør er Randers Kommune, Natur og Miljø.

Turledere er Lars Tom-Petersen (28 90 88 34) og Benny Kristensen og naturvejleder Lars Maagaard.
 

Læs mere om Sødringholm og strandengene