Book en kunsthistoriker – nu digitalt

Hver tirsdag fra d. 16. marts - 11. maj fra kl. 10.00-14.00 - med Randers Kunstmuseum

Foto: Randers Kunstmuseum

Så er det blevet tid til at besøge Randers Kunstmuseum igen. Ni tirsdage i foråret kan du nemlig booke en kunsthistoriker til en virtuel dialog om et værk, et tema eller andet i museets faste samling eller særudstilling – helt gratis. Du kan spørge ind til alt mellem himmel og jord, så længe det tager udgangspunkt i museets samling eller særudstilling.

Over skærmen følger en ansat på museet dig rundt i museets sale for at formidle det, du brænder for at høre om, svare på spørgsmål eller bare vise dig kunsten.

Dette er et alternativ til den traditionelle omvisning, der ikke kan gennemføres i øjeblikket grundet COVID-19.

Da dialogen foregår virtuelt, kan du besøge museet ligegyldigt, hvor i landet du sidder, og du kan bede kunsthistorikeren om at gå til de værker, som du lige netop sidder og savner.

Du booker en kunsthistoriker ved at kontakte Randers Kunstmuseum på info@randerskunstmuseum.dk. Skriv hvilken dag og hvilket tidsrum, du ønsker at booke kunsthistorikeren. Du kan vælge en af nedenstående dage og tidsrum.

Hver tirsdag fra d. 16. marts til og med d. 11. maj. Du kan booke kunsthistorikeren i 20 minutter fra kl. 10.00, 10.30, 11.00, 11.30, 12.00, 12.30, 13.00 eller 13.30.

Få digital eksamenshjælp

Det er ikke kun muligt at besøge Randers Kunstmuseum digitalt for at opleve kunsten, men også hvis du har en forestående eksamen, som du meget gerne vil modtage vejledning og gode råd til.

Har du et spørgsmål til en periode såsom romantikken eller det moderne gennembrud? Vil du introduceres til billedanalyser eller rådgives i, hvordan man kan gribe fortolkninger af kunstværker an? Museet tilbyder digital, men personlig vejledning til din eksamen i dansk eller billedkunst.

Har du brug for eksamenshjælp, kan du booke kunsthistorikeren som beskrevet ovenfor og i samme tidsrum. Det er også gratis at booke kunsthistorikeren til eksamenshjælp.