Randers Kunstmuseum

Sjove aktiviteter med kunst på museets billedskole i uge 32

Mormor. Foto: Rune Slettemeåes - Fra udstillingen Hello Denmark Hos Dansk Arkitektur Center

Ægte sommerkunst workshop med Mormor!

Tid: 6., 7. og 8. august kl. 10.00-15.00

Sted: Randers Kunstmuseum, Stemannsgade 2, 8900 Randers C

Bliv kunstner for en dag.

Her til sommer får du muligheden for at deltage i en ægte kunstworkshop sammen med kunstneren Mormor. Workshoppen hedder "By vs. Natur. Hvad er fedest at male?".

Workshoppen er for dig, der gerne vil lære mere om kunst, maling og tegning, samtidig med at vi får set byen og naturen i nærheden af Randers Kunstmuseum. Vi skal på en dejlig gåtur, hvor vi bl.a. lærer at finde inspiration, øver os i at skitsere og laver et fælles kunstværk.

Mormor lover en rigtigt hyggelig dag og har desuden lovet at slutte workshoppen med en rigtig god overraskelse.

Workshoppen tager fem timer. Den er gratis, men kræver tilmelding. Man kan tilmelde sig én af de tre dage. Tilmelding skal ske til Randers Kunstmuseum på info@randerskunstmuseum.dk eller tlf. 8642 2922

Der kan deltage op til 15 børn per dag.

Workshoppen er for børn i alderen 9-15 år.

Dirty Go Clay Band

Tid: 5.-6. august kl. 12.00-16.00

Sted: Østervold, 8900 Randers C

Et stort "ler-event" for alle børn og voksne i Randers

Kunstnergruppen Dirty Go Clay Band indtager Østervold hvor monumentet "Den Jyske Hingst" står. De tre medlemmer af kunstnergruppen Mette Maya Gregersen, Lea Nielsen og Louise Gaarmann vil skabe et stort fællesværk med heste i ler inspireret af "Den Jyske Hingst", og alle må være med.

Eventet er optakt til efterårets store særudstilling på Randers Kunstmuseum, "HELEN SCHOU", med et af det 20. århundredes store kvindelige kunstneriske forbilleder, billedhuggeren Helen Schou (1905-2006). En kunstner, der har sat aftryk i dansk kunsthistorie, men særligt huskes for to monumentale bestillingsværker; rytterstatuen af Kong Christian X (1955) i Aarhus og "Den jyske Hingst" i Randers. De mange heste, der bliver til i løbet af fredag og lørdag i uge 32, vil blive udstillet som et stort fællesværk i Kunstlaboratoriet på Randers Kunstmuseum i forbindelse med åbningen af udstillingen den 26. september.

Dirty Go Clay Band er vilde med ler. Bandmedlemmerne er veninderne og kollegerne Mette Maya Gregersen, Lea Nielsen og Louise Gaarmann. Bandet arbejder med at skabe værker sammen. De mødes til øvegange, hvor reglen er, at der laves ét færdigt værk til hver øvegang. De må altså ikke efterfølgende finpudse og bearbejde værkerne.

Eventet er gratis.