Verdensmål i Klimaliga

I klimaligaen spiller vi sammen, vi spiller for klimaet, og vi går forrest. For alle, der vil den grønne omstilling.

Klimaliga er en del af Randers Kommunes DK2020 Klimaplan i sammenhæng med Randers for Målene.

Klimaligaen er en særlig folkelig tilgang. Den er et partnerskab mellem aktører i Randers Kommune (virksomheder, foreninger, organisationer, institutioner, borgere/unge og kommunen), der vil den grønne omstilling, og vil gøre en indsats for at sænke CO2-udledningen.

Klimaligaens deltagere er med til at definere, hvordan vi spiller hinanden gode, og hvordan de fora og aktører, der arbejder for grøn omstilling, kan styrkes. Randers Kommune har en tovholderrolle og driver partnerskabet som en del af kommunens DK2020 Klimaplan.

Din virksomhed, organisation, forening eller institution kan være med i Klimaligaen – og du kan også, som borger, være med. Du skal bare befinde dig i Randers Kommune.

Det koster ikke noget at være med, og du er med til at sætte retningen for Klimaligaens indhold.

Vær med! Skriv til klimaliga@randers.dk.

Workshop for Verdensmål i Klimaliga

Randers Kommune vil gerne have dig med i Klimaligaen, og du har mulighed for at påvirke kommunens vigtige klimaplan. På biblioteket holder Klimaligaen workshop fra den 8/10.

Handlingens årti er nu – og vi skal gøre noget for at bremse klimaforandringerne. Randers Kommune vil være én af de kommuner, der går forrest.

Sammen skal vi skabe en klimaplan, der viser vejen til, at vores område bliver klimaneutral – altså, at vi ikke udleder flere klimagasser, end naturen har godt af.

Kommunen har taget initiativ til en Klimaliga – en bevægelse, hvor børn, unge, ældre, virksomheder, foreninger, organisationer og kommune sammen lægger planer, og handler.

Vi spiller hinanden gode – for klimaets skyld.

Klimaligaen er noget, alle kan være en del af. For eksempel ved at komme med forslag til kommunens klimaplan. Eller ved at deltage på et Klimaliga-hold, der skal finde løsninger på forskellige udfordringer – for eksempel hvordan man bor og bygger bæredygtigt. Eller deler materialer, så intet går tabt. Eller sparer på energien.

Alle kan melde sig ind i Klimaligaen, og på den måde vise, at man støtter op om indsatsen for at stoppe global opvarmning. Skriv til klimaliga@randers.dk (det er gratis at være med).

Har du en idé til kommunens klimaplan – eller vil du gerne i kontakt med andre, der vil kæmpe for klimaet? Så skriv til Klimaliga-sekretariatet på klimaliga@randers.dk.

Klimaligaen på biblioteket

Du kan møde andre i Klimaligaen på biblioteket, hvor der vil være en Klimaliga-workshop i en uges tid:

  • Torsdag d. 8/10 kl. 13.00-17.00
  • Fredag d. 9/10 kl. 13.00-17.00
  • Lørdag d. 10/10 kl. 10.00-14.00
  • Mandag d. 12/10 kl. 10.00-14.00
  • Tirsdag d. 13/10 kl. 10.00-14.00

Borgmesteren kommer d. 8/10 kl. 13.30 og åbner for aktiviteten, og du kan finde en fed secondhand-fodboldtrøje med Klimaliga-logo. Ses vi?