Arkitekturpris 2023: Prisoverrækkelse

Hvem der vinder Arkitekturpris 2023 bliver afsløret på Arkitekturens Dag den 2. oktober, hvor alle interesserede har mulighed for at deltage. Tilmeld dig til prisoverrækkelsen her.

Randers Kommunes Arkitekturpris bliver uddelt hvert andet år for at anerkende værdien af god arkitektur. I løbet af august havde alle mulighed for at indstille kandidater til Arkitekturpris 2023, og ud af i alt 25 indstillinger er der udvalgt otte nominerede til prisen:

  • Æggepakkeriet – (kontorfællesskab, ombygget æggepakkeri)
  • Fladbrohus (renovering af privat villa)
  • Danish Crown (Nyt hovedsæde)
  • Rhanders Handsker (Showroom og butik – renovering)
  • Byrumsmøbler (forskønnelse af byrum i Randers Midtby)
  • Etageboliger på Fjordgade (nybyggeri)
  • Randers Teater (ny foyer)
  • Von Hatten Hus (restaurering af fredet bygning)

Hvem der vinder, bestemmer en dommerkomite bestående af byrådsmedlemmerne Karen Lagoni og Claus Berggren, arkitekt og formand for bevaringsudvalget Birgit Veje Søndergaard samt arkitekterne Julian Weyer og Lars Juel Thiis.

Deltag i prisoverrækkelsen

Er du nysgerrig på, hvem der vinder Randers Kommunes Arkitekturpris 2023? Så sæt X i kalenderen mandag den 2. oktober 2023 kl. 16.30-18.00, hvor prisoverrækkelsen finder sted i Sognehuset ved Sct. Peders Kirke i Randers.

Mandag den 2. oktober er på verdensplan udnævnt til Arkitekturens dag, og du kan glæde dig til et festligt arrangement med oplæg, lidt til ganen og naturligvis afsløringen af, hvem der vinder. Det er gratis at deltage i arrangementet, men tilmelding er nødvendig (du kan tilmelde dig længere nede på siden).

Program

16:30-16.45 Ankomst og velkomstdrink

16:45-17.15 Oplæg m. arkitekt MAA og professor Lars Juel Thiis.
Ud over at være med i dommerkomiteen er han bl.a. medstifter af Cubo Arkitekter, ekstern lektor på Arkitektskolen i Aarhus og tidligere formand for Statens Kunstfond. Med sin ekspertise inden for især kulturarv vil han tale om byens eksisterende fine kvaliteter.

17:15-17:45 Prisoverrækkelse

17:45-18:00 Tak for i dag

Tilmelding

Ønsker du at deltage i prisoverrækkelsen beder vi dig om at tilmelde dig via nedenstående formular senest den 29. september.

Mere om Arkitekturpris 2023

I løbet af august 2023 kunne man nominere projekter i Randers Kommune, der er bygget i 2021-2023 inden for følgende kategorier:

  • Nye bygninger, f.eks. etageboliger, parcelhuse, byggeri til erhverv, industri eller offentlige formål
  • Om- og tilbygninger til eksisterende bygninger
  • Restaurering af bevaringsværdige bygninger
  • Anlæg, som fx parker, pladser, grønne områder og gårdrum
  • Mindre projekter, som f.eks. skilte, butiksfacader, byinventar, tekniske anlæg o. lign.

Ved præmieringen lægges der vægt på, at byggeriet:

  • udviser indlevelse i stedet
  • giver mulighed til fællesskab og mødesteder
  • nytænker arkitekturen og er bæredygtig
  • skaber gode og trygge rammer for et socialt liv

De præmierede værker modtager en plakette til at sætte på bygningen. Hædrende omtale offentliggøres sammen med de udtaget værker.

Billeder af de nominerede

Æggepakkeriet – (kontorfællesskab, ombygget æggepakkeri)

Byrumsmøbler (forskønnelse af byrum i Randers Midtby)