Arkitekturpris 2017

Randers Kommunes Arkitekturpris 2017 gik til tre ambitiøse byggerier opført i perioden 2015-2016.

Der blev givet præmieringer til både Turbinen, en privat villa i Over Hornbæk samt Randers Lille Skole.

Priserne blev overrakt i form af diplomer og plaketter ved et arrangement i anledning af Arkitekturens Dag.

Turbinen

Siden januar i år har Turbinen efter sin ombygning været regionalt spillested og dermed et dynamisk og kompetent kraftcenter for musiklivet – lokalt, nationalt såvel som internationalt. Husets gæster har udover at kunne opleve og nyde musikken også kunnet glæde sig over den moderne og flotte indretning som Turbinen har fået. Det er måske derfor ikke overraskende, at den ene præmiering ved overrækkelsen af Arkitekturprisen 2017 gik netop til Turbinen. Bag projektet står en gruppe bestående af bygherre ved Værket, Mikael Quist Rørsted, bygherrerådgiver Anne Kathrine Arrildt fra tegnestuen C.F. Møller, indretningsarkitekt Hanne Schultz fra Woodbox, lysdesigner Henrik Vierø fra Image and light samt Claus Jensen og Niels Hougaard fra RUM arkitekter.

I forbindelse med præmieringen af Turbinen udtalte dommerkomiteen: 

"Det aflæses i alle de mange dedikerede og gennemtænkte løsninger, at netop et godt samarbejde mellem arkitekt og en engageret bygherre har været nøglen til Turbinens mange kvaliteter. Randers har fået et spillested, der sætter efterlignelsesværdige standarder for spillesteder af samme størrelse".

Villa Mosevænget

Foruden Turbinen faldt valget på en villa på Mosevænget 13 K i Over Hornbæk. Villaen er tegnet af Lars Bo Poulsen fra n+p arkitekter og opført af bygherre Birgit og Preben Jakobsen.

Begrundelsen fra dommerkomiteen lød: "Villaen er et ambitiøst og gennemført projekt, der forholder sig til den tætte skovbeplantning på grunden - med udgangspunkt i en klassisk modernitet og et velafbalanceret og tidslyst formsprog."

Randers Lille Skole

Sidst men ikke mindst modtog skoleleder Peter Knøss og arkitekt Peter Krogh en præmiering for den spektakulære ombygning af Randers Lille Skole, som har været et heftigt emne i den offentlige debat.

"Bygningen indgår som en del af det omkringliggende Tøjhushavekvarter både i form af sin funktion og sin arkitektur, og den grønne farve markerer sig flot i et kompleks og mangfoldigt miljø," lød det fra dommerkomitéen.

Det var netop den grønne farve på facaden, der tidligere i år skabte en stor debat.

"Vi har fået et hus, der rører os, og kalder på følelserne. Personligt er jeg meget beæret og glad for at netop Randers Lille Skole bliver præmieret ved overrækkelsen af Arkitekturprisen 2017," udtaler skoleleder Peter Knøss.

Dommerpanelet bestod i 2017 af:

  • Hans Jørgen Vesthardt, GPP Arkitekter, udpeget af Arkitektforeningen
  • Tom Danielsen, indehaver af Arkitektfirmaet C.F. Møller, udpeget af Arkitektforeningen
  • Birgit Veje, formand for Bevaringsudvalget i Randers Kommune
  • Britta Pørksen, leder af Plan, Randers Kommune