Kom gratis med til landdistrikts-konferencen i Øster Tørslev d. 27 april

Randers Kommunes Landdistriktsudvalg afholder igen i år landdistriktskonference, og i år er der særligt fokus på fællesskaber. Du kan komme gratis med og bl.a. høre oplæg med fremtidsforskeren Birthe Linddal.

Et godt fællesskab karakteriseres ofte som en vigtig del af fundamentet for det gode liv på landet. Men hvor man tidligere var vant til at have solide fællesskaber omkring f.eks. den lokale idrætsklub eller arrangementerne i forsamlingshuset, er der umiddelbart sket et skifte over mod mere flydende fællesskabsformer.

Flere ser ud til at fravælge de forpligtende fællesskaber, og det kan gøre det svært for de traditionelle samlingspunkter. Derfor skal vi blive bedre til at forstå de nye fællesskabsformer, og hvordan de kan opbygges. Og det bliver det centrale omdrejningspunkt til årets konference.

Til at gøre os klogere på det, har vi booket Fremtidsforskeren Birthe Linddal.

Birthe er sociolog, debattør og foredragsholder, og hun vil bl.a. komme ind på hvilke udfordringer og muligheder landdistrikterne står over for, hvilke nye former for fællesskaber der blomstrer op samt hvordan der kan opbygges nye og stærke fællesskaber. Der vil naturligvis være god mulighed for at stille spørgsmål til Birthe.

Markedsplads og uddeling af priser

Efter oplægget vil Mimers Brønd og Kronjyllands Spisekammer sørge for mad baseret på lækre lokale råvarer, hvorefter der er mulighed for at netværke og suge inspiration til sig på markedspladsen, hvor vi får besøg af flere fællesskaber. Bl.a. kan du møde Øster Velling Forsamlingshus, Byens bil, Station K og mange flere.

Vi vil ikke udelukke, at der sniger sig et musikalsk element ind også, inden vi går over til dagens sidste punkt – nemlig nominering af årets ildsjæl og årets initiativ, der belønnes med henholdsvis 10.000 kr. og 25.000 kr. Du kan læse her, hvem der er nomineret.