Landdistriktsfestival

Landdistriktsudvalget har på møde d. 22. januar 2019 besluttet at opstarte en aktivitetsfestival i landdistriktet, hvor en række aktiviteter og tilbud inden for natur og kultur afvikles i landdistriktet i uge 28.

Landdistriktsfestival i sommerferien 2019 er en event, og forventes at involvere en bred vifte af forskellige landsbyer i Randers Kommune samt en række foreninger, institutioner m.m. Ansøgningsfristen er nu udløbet og pengene er blevet delt ud. Følgende har fået støtte:

Borup Forsamlingshus & Borgerforening...

som vil afholde et koncertarrangement i Forsamlingshuset

Foreningen for Øster Bjerregrav Aktivitetspark...

Eventen vil blive en hyggelig dag for børn, unge og familier i aktivitetsparken - med koncert af Muddi og vil byde på afprøvning af ”bumper balls” til de større børn/unge. Herudover er der selvfølgelig plads til leg, madpakker og boldspil i Aktivitetsparken og de omkringliggende boldbaner. Ved dårligt vejr trækkes koncert og bumpers ind i Bjerregrav Hallen.

Gjerlev Senior Klub...

Gjerlev Senior Klub afholder arrangement med en kendt underholder. Det ville være en god oplevelse for vores seniorer samt andre borgere i byen med et godt grin.

Hald Lokalråd/ Hald Gymnastikforening – Hald Forsamlingshus – Hald Menighedsråd...

By-Brunch med appetitvækkende indslag. I Hald vil vi gerne markere at:

  • Gymnastikforeningen er blevet 100 år i efteråret 2018
  • Forsamlingshuset har 130 år på ”bag”.
  • Kirketårnet er færdigt og tilgængeligt for udsigts turister.
  • Fugle Paraden er gennemført med bravur.
  • Skulptur Parken trives og beundres dagligt og bogskabet med info-tavle besøges flittigt.
  • Byens grønne mænd passer de gamle FDF-bakker og udeområdet ved forsamlingshuset, samt holder by-stien ren.
  • Beplantning af læhegn ved den kommende Familie Aktivitets Park i Hald.

Station K...

Station K har de senere år haft et tæt samarbejde med den Ghanesiske musik- og dansegruppe “ African Footprints”, som i sommeren ’19 har 20 års jubilæum i arbejdet med kulturudveksling mellem Europa og Afrika.
Gruppen har tidligere arrangeret åbne workshops i byen, lavet optog i.f.m. åbning af Vestpark Festivalen og spillet koncerter i byen. Blandt andet en forrygende tropedag i Byparken i Langå sidste sommer. I år har vi planer om at udvide arrangementet, så vi har 2-3 orkestre på programmet + en tromme/danse workshop i dagene op til minifestivalen. Vi vil også invitere det dansk/malinesiske band “Faretuben", som også var i DK sidste sommer, hvor de imponerede alle med deres ferme spillestil og smittende livsglæde. Måske kan vi oven i købet lokke det danske band "Total Hip Replacement" med til arrangementet. De har et tæt samarbejde med African Footprints og har været på inspirationsture i Ghana flere gange.

Uggelhuse Borgerforening og Forsamlingshus...

Vi vil gerne afholde et havetraktortræk stævne i uge 28 med pokaler til vinderne i de forskellige vægtklasser. Havetraktortræk er et arrangement hvor alle, store som små kan komme med deres havetraktor hjemme fra haven af og prøve kræfter foran slæden (den vogn de skal trække).Det gælder om at få slæden trukket så langt som muligt og helst længere end naboen. Ham der trækker længst, vinder en fed pokal og håneretten. For at gøre det fair, køres der efter vægten på traktor og fører og efter hvor store modifikationerne på maskinerne er. Slæden bliver tungere og tungere, jo længere man trækker den.

Når Uge 28 nærmer sig vil det blive lavet et endeligt program og foreninger, som ikke har søgt om midler til et arrangement, kan stadig få deres aktiviteter med i det samlede program for ugen.