Kom forbi No.17 - nu er der åbent

Randers har fået et hus for bæredygtig handling. No.17 åbnede tirsdag d. 10. oktober, hvor formand for Bæredygtighedsudvalget i Randers Kommune, Daniel Madié, plantede et frø for fremtiden og inviterede de fremmødte og resten af byen, til at være en del af det nye sted.

”Vi skal ikke klippe og ødelægge, vi skal sætte frø”, var budskabet da formand for Bæredygtighedsudvalget i Randers Kommune, Daniel Madié, i stedet for det traditionelle snoreklip plantede et agern og erklærede No.17 for åbent.

Hvor skal man gå hen, hvis man vil gøre en forskel? Nu er der kommet et svar på det spørgsmål i Randers, hvor No.17 har åbnet dørene for alle, der vil være med til at skabe en verden i bedre balance.

 "Vi har et stort ansvar for både vores egen og især fremtidige generationer. Derfor skal vi som kommune skabe rammerne for nye samarbejder, partnerskaber og ikke mindst handling. Vi kan ikke hver især sidde derhjemme og tænke os til en løsning. Der skal nye vaner og ny adfærd til, og det får vi kun til at ske, hvis vi skaber nogle fællesskaber omkring det," forklarer Daniel Madié, formand for Bæredygtighedsudvalget i Randers Kommune.

 "Vi har meget ambitiøse mål i vores klimaplan, blandt andet om CO2-neutralitet i 2050. Hvis vi skal lykkes med målene, så skal både kommune, virksomheder, institutioner, foreninger og borgere være med. Vi tror på, at folk i Randers vil være med, og nu har vi fået et fantastisk sted midt i byen til at tage fat", lød det i åbningstalen fra Daniel Madié.

 Og netop handling er omdrejningspunktet i No.17, hvor der skal være alt fra butik til mødelokaler. Lokale producenter og ildsjæle kan sælge deres varer fra lokalet, hvor det er et krav, at der skal være styr på balancen mellem natur, klima og sociale forhold. Alle kan booke mødelokalet, men også her skal temaet kunne kobles op på FN's Verdensmål.

 

Det kan kun lade sig gøre sammen

Huset for bæredygtig handling, som No.17 hedder, er et 3-årigt projekt, der skal afprøve nye samarbejdsformer og udforske, hvordan kommune, borgere, foreninger, institutioner og virksomheder i fællesskab kan omsætte idéer til handling.

"Derfor er der heller ikke et fast koncept for indholdet af huset, da vi alle sammen skal udvikle det, men vi har fokus på at lave så gode rammer som muligt," fortæller Maria Hulvej, projektleder i No.17. Hun fortsætter: "Det er vigtigt for os at holde fast i en lidt eksperimenterende tilgang, hvor der skal være plads til skæve indfald og nye idéer. No.17 giver os mange spændende muligheder, men hvilke varer, udstillinger og arrangementer vi har, er i høj grad noget, som frivillige, foreninger og virksomheder skal være med til at skabe."

 Nogle af husets faste elementer er Genskabet og Det åbne værksted. Her kan man bytte ting og tøj, der stadig kan have værdi for andre, og skulle der mangle en knap i yndlingsskjorten eller en skrue i den nyfundne højttaler, så kan man reparere det. En udstilling af den lokale kunstner Anni Holm sætter i de kommende måneder fokus på vores tøjforbrug, den lokale virksomhed GAVN Studio sælger upcyclede habitter. Der er skærebrætter af kommunalt skovet træ, og man kan købe en kop kaffe leveret af det lokale kafferisteri på Togfabrikken.

 "Vi har nogle rigtig gode og spændende samarbejder allerede, og vi glæder os til at se, hvem der ellers kommer til at være en del af huset. Der er altid plads til nye idéer, så jeg kan kun opfordre alle til at komme forbi og tage en snak med os," slutter Maria Hulvej.

 

Fotos: Malmir Bega | Jakob Lerche Fotografi