Randers Kommune lancerer børnevenlig hjemmeside: én digital indgang til kommunen for børn og unge

En ny side på Randers Kommunes hjemmeside skal gøre det nemt for børnene i kommunen at finde hjælp, støtte og vejledning, hvis de har det svært.

Billedet kan ses i den landsdækkende oplysningskampagne, der skal informere børn og unge om en ny lettilgængelig digital indgang på kommunernes hjemmeside fra den 1. april 2024 Foto: Social- og Boligstyrelsen

Randers Kommune har netop lanceret en hjemmeside, der skal sikre, at børn og unge let kan få vejledning og støtte, når de har brug for hjælp. Det sker som følge af Barnets Lov om, at alle kommuner fra 1. april 2024 skal lave en digital indgang målrettet børn og unge. Som noget særligt bliver kommunens nye indgang kvalitetssikret af børn og unge.

Hjemmesiden www.randers.dk/dinside er målrettet børn og unge i alderen 10-17 år og er opbygget i et samarbejde på tværs af skole- og familieområdet. På siden findes videomateriale, oversættelse af svære ord og kontaktoplysninger, der både er nemme at finde i en akut situation og hvis børn og unge har spørgsmål, bekymringer etc. om deres livssituation. 

”Vores børn og unge er vokset op i en digital tid, og de er derfor vant til at søge hjælp og rådgivning på nettet. Jeg er glad for at børnene nu får en digital indgang i kommunen, så det bliver nemmere for dem at navigere i, hvad kommunen er for en størrelse, og hvor de kan få hjælp”, siger Lise-Lotte Leervad Larsen, formand for Skole- og Uddannelsesudvalget.

”Når børn og unge er i en svær situation, så er det rigtigt vigtigt, at de også selv kan søge hjælp og det skal være nemt at forstå. Derfor er den børnevenlige hjemmeside et væsentligt tiltag,” siger Mogens Nyholm, formand for Børne- og Familieudvalget, der netop varetager sociale opgaver for børn, unge og deres familier.

Børn kvalitetssikrer hjemmesiden

For at kvalitetssikre siden har Randers Kommune valgt at række ud til Randers Fælleselevråd, når de mødes i næste uge. Her vil udvalgte elever, som netop er i målgruppen, gennemgå hjemmesiden og komme med råd og vejledning til om siden nu også virker efter hensigten, så det bliver nemt for børn og unge i kommunen at finde information og få den rette hjælp. Fælleselevrådet består netop af elever som er talerør for alle skoleelever.