Veteranmessen 2024: Oplev Siriuspatruljen, store køretøjer og sjove aktiviteter for hele familien

Veteranmesse Randers foregår 25. maj 2024 på Randers Kaserne. I år kan deltagerne opleve foredrag af to patruljeførere fra Slædepatruljen Sirius, messestande og aktiviteter for store og små.

Messen får besøg af Lasse Djernæs Andersen og Anders Tue Schneider, som er tidligere patruljeførere i Slædepatruljen Sirius.

Lasse Djernæs Andersen på 27 år er netop hjemvendt fra mission og har tilbagelagt 20.000 km. på slæde, og Anders Tue Schneider på 28 år har kørt 14.000 km. Lasse og Anders viser billeder og video fra deres udstationering og giver et unikt indblik i hverdagen på Grønland. Og i oplevelser som kun er få forundt.

Messen får også besøg af en række køretøjer. Blandt andet en PIRANHA 5 med otte besætningsmedlemmer, som er en topmoderne pansret mandskabsvogn, der har været brugt i Hæren siden begyndelse af 2019 og har været ét af Forsvarets mest brugte køretøjer i Irak og Afghanistan - og senest herhjemme, da Danmark i januar var ramt af snestorm. Og veteran Helge Meyer medbringer sin historiske pansrede Chevrolet Camaro, som har været brugt i farlige aktioner på Balkan.

"Ud over en masse spændende aktiviteter og foredrag har messen i år særlig fokus på familieaktiviteter. Der vil være hoppeborg, slush-ice og anden proviant, så vi sikrer os, at både børn og voksne har energi til at opleve aktiviteter og besøge de mange messestande, som bl.a. tæller Randers Bibliotek, Training Ground Randers, Veterancenteret samt hjemmeværnsenhederne i Randers," siger Bo Vestergaard, udvalgsformand for Beskæftigelsesudvalget i Randers Kommune.

"Veteranmessen har i de senere år haft stor succes med at skabe netværk og fællesskab for veteraner og pårørende, og messen giver et unikt indblik i, hvordan hjemmeværnsenheder opererer, og hvordan tidligere udsendte og pårørende har oplevet udsendelserne og det at tackle hjemkomsten til Danmark. Igen i år har vi samlet alt det bedste og håber på stor opbakning fra veteraner, pårørende, familier og alle andre interesserede," siger Bo Vestergaard.

Hvor og hvornår

Messen foregår lørdag den 25. maj 2024 kl. 10.00 til 17.00 på den gamle kaserne Kavalerivej 9, 8930 Randers NØ. Der er ligeledes åbent i Veteranhuset, Kavalerivej 16, 8930 Randers NØ, hvor Lasse & Anders holder foredrag klokken 11.30.

Deltagelse er gratis. Se det fulde program og andre praktiske oplysninger på Randers FC's hjemmeside.

Messen er arrangeret af Veteranindsatsen Randers, som består af Randers FC og Randers Kommune, Danmarks Veteraner Kronjylland, S/Y BIA, Randers Veterancafe og Shelterplads, Veteran Pårørendegruppen Randers og Onsdagsholdet og Motionsholdet.

Seneste nyheder

Nyheder