Lad dit haveaffald blive i haven – for biodiversitetens og klimaets skyld

Ja, vi tager imod haveaffaldet på genbrugspladserne. Men har du mulighed for det, så er det allerbedst at lade det blive hjemme i haven.

Et kvashegn giver ikke alene plads til insekter og små dyr. Det kan også bruges til at skabe rum i haven.

Påsken står for døren og mange af os er ved at lægge havehandskerne frem, for nu skal vi i haven. Blade fejes sammen, stauder skæres ned og buske og træer skal beskæres. Og så plejer vi jo at smide det i sække på traileren og sætte kursen mod genbrugspladsen. Men det giver faktisk den bedste mening, hvis du lader det blive hjemme i haven – og det på flere fronter.

For din have og din egen økonomi

Det bedste for både din have og klimaet er at kompostere dit haveaffald i din egen have. Herved beholder du de biologiske ressourcer i haven i stedet for at bruge benzin, der koster penge, på at bringe dem ud af haven og bringe kunstgødning ind. Kunstgødning udleder store mængder CO2 i både produktion og transport. Den færdige og næringsrige kompost fordeler du bare i din have. Den er en langtidsvirkende, mild gødning, der samtidig giver jorden en bedre struktur. Og du bruger heller ikke penge på klare sække, der også jo også har et klimaaftryk i både produktion og transport samt din egen økonomi.

Alternativt kan du lave et kvashegn til glæde for biodiversiteten i haven. Kvashegnet kan blive et hjem for mangt og meget: biller, larver, bænkebidere og andre insekter slår sig ned i og under de afskårne grene. Fugle vil spise nogle af dem, og småfugle som gærdesmutten vil bygge rede inde i midten af hegnet, hvor rovdyr ikke kan nå ind. I bunden, hvor der er skyggefuldt og fugtigt, vil blandt andet tudser og frøer kunne finde et godt skjul. Kvashegnet er også hjem for pindsvin, der æder snegle i stor stil, og vil du bare holde lidt af sneglebestanden under kontrol i nærheden af køkkenhaven, er kvashegnet et godt sted at starte. Jo tættere og mere beskyttet hegnet er i bunden, jo bedre. På den måde kan pindsvinet nemlig lettere finde beskyttelse og et sted at gå i hi, når efteråret kommer.

Danmarks Naturfredningsforening fortæller her, hvordan du selv får lavet et kvashegn.

Turen til genbrugspladsen har klimakonsekvenser

Lader vi haveaffaldet ligge hjemme på matriklen i hele Danmark, kan alle kommunerne medvirke til at lagre 600.000 ton CO2 årligt, viser en beregning fra professor Per Gundersen fra Københavns Universitet. Han udtaler, ”Det vil gavne både borgernes økonomi og klimaet, hvis flere lod haveaffaldet ligge. Og påpeger han, ”Håndteringen af haveaffaldet er en omkostning, som kommunerne sender videre til borgerne via affaldsgebyrer”.

Den besparelse kan gøres alene ved at beholde haveaffaldet på egen grund i stedet for at sende den med skraldebiler eller køre den i trailer til genbrugspladsen, hvor meget i stedet ender med at blive sendt til afbrænding.

Vurderingen er, at danske haver, parker og boligforeninger producerer godt og vel en million ton haveaffald om året. Hvis det omdannes til CO2, svarer det til omkring 1,2 millioner ton.

»Man får ikke sådan lige på et øjeblik alle borgere til at gå all in på at holde haveaffaldet hjemme. Det er en proces, kommunerne måske kunne starte på, og så får man langsomt med tiden gjort affaldsmængderne mindre,« siger Per Gundersen.

Mange bække små

Ja, måske kan du ikke kompostere alt dit haveaffald hjemme i din egen have, men start måske med en kompostbeholder eller et mindre kvashegn. Alt hvad der bliver hjemme i haven er en forbedring af klimaet. Og hvis alle gør vores, så vil det samlet set gøre en forskel i det store regnskab.

Kilder:

Danmarks Naturfredningsforening

Klimamonitor

Planterne i haven og tomaterne i drivhuset har god brug af din næringsrige kompostjord.