Allerede nu har vi mulighed for at udsortere og aflevere den bløde plast fra vores husholdningsaffald, og heldigvis er der mange, der allerede er gået i krig med opgaven. Men når du afleverer den bløde plast på genbrugspladsen eller til storskrald, så er det vigtigt, at der kun er blød plast i posen.
Endnu har du måske ikke helt styr på, hvad blød plast er? Og for nogen går det måske også lige en tand for stærkt i sorteringsøjeblikket, for ca. halvdelen af det affald, som vi har fået ind som blød plast, har vist sig ikke at være det.
Når vi sælger eller afhænder affaldet på dets videre vej, så er det altid økonomisk mest fordelagtigt, at det vi sender afsted, er så ren en fraktion (affaldstype) som muligt.
Så næste gang du står med noget, som du mener er blød plast, så spørg lige dig selv, om du kan slå en knude på det? Kan du ikke det, så skal det i en anden beholder.
Eksempler på blød plast kunne være:
- rugbrødsposer
- plastikposer
- indpakning af toiletpapir.
- fryseposer
- poser fra frugt og grønt
- slikposer (dog ikke hvis de er belagt med et skinnende lag af metal)
- plastikindpakninger fra f.eks. hårde hvidevarer
- plastindpakning fra internethandel
Vi siger en stor tak til alle jer, der allerede nu er gået i gang med at hive ressourcerne ud af affaldet ved at sortere det fra, der kan genbruges.
Fra maj 2024 skal alle husstande aflevere den bløde plastik via husstandsindsamlingen sammen med den hårde plast. Så til den tid bliver det lidt nemmere.