1. Er der tid nok? Jeg hører, at der altid er travlt derude, er der aldrig tid til omsorg for de ældre.
Som på alle andre arbejdspladser er der travlt nogle dage, og andre dage med god tid. Nogle gange er vi også gode til at stresse os selv, og ofte har vi mulighed for at afsætte lidt ekstra tid/oprette ekstra besøg hos Fru Jensen, hvis behovet er der.
Jeg tror, at vi nogle gange er skruet sådan sammen, at alt skal være løst, før vi går ud af døren. Og vi skal acceptere, at det vil vi ikke kunne opnå hver dag/hver gang. Men en del dage har vi tiden, og har vi overskuddet til at gøre det lille ekstra, der gør den store forskel.
2. Føler i jer nogensinde jaget/plaget af de pårørende?
Ind i mellem kan det være komplekst, og der er det vigtigt at huske på, at de pårørende gør det i en god mening. De gør det af kærlighed, omsorg og bekymring for den ældre, og nogle gange også i frustration over at, de ikke selv slår til. Der skal vi være de professionelle og rådgive dem til, hvor de kan gøre gavn og bedst kan hjælpe.
3. Kan man få vikarvagter, selvom man er ansat?
Man kan blive vikar i et privat firma eller eventuelt i regionen. Der er altid rigeligt med arbejde at få indenfor vores branche.
4. Hvad gjorde, at du valgte denne uddannelse med det rygte, den har?
Min mor arbejdede som SOSU-hjælper og var stolt af det, så hun er min inspiration. Hun havde en faglig stolthed, der inspirerer mig. Samtidig mødte jeg gennem hende en del assistenter og sygeplejersker, hvilket også har inspireret mig.
5. Hvorfor valgte du at blive assistent og ikke hjælper?
Blandt andet på grund af min bagage som leder og samtidig grundet lysten til at have og tage ansvar. Som assistent har du et andet ansvar end hjælperne har, og uddannelsen er noget længere og mere omfattende.
6. Hvad er fremtidsmulighederne som assistent?
Mulighederne er næsten ubegrænsede; man kan læse videre til jordemoder, sygeplejerske, bioanalytiker eller andet. Man kan læse et speciale inden for demens- eller psykiatriområdet, og arbejdsmæssigt kan man arbejde i psykiatrien, på sygehus, i hjemmeplejen, på et plejecenter eller bosted samt andre steder, hvor de søger sygeplejefagligt personale.
7. Hvor vil du arbejde når du er uddannet?
Jeg har ikke lagt mig fast på noget endnu, men jeg har fået tilbud om jobs 4-5 forskellige steder.
8. Kan man godt få tid til både familie og uddannelse/job som voksenelev?
Uddannelsen er en 37 timers uddannelse. Når du går på skole, er du der typisk 25 timer. Og så kan du overstå din lektielæsning på de resterende 12 timer.
9. Hvilke typer hjælp kan man få (både på skolen og i praktikken)?
Der er ingen udfordringer, der kan gøre, at du ikke kan bestå både din praktik og din skole. Der er mange muligheder får både særlig pædagogisk støtte, mentorer, eksamenskurser, lektiecafeer, skånebehov i praktikkerne osv. osv., så du kan få alt den hjælp du har brug for.
10. Oplever du det er en hønsegård når du kommer ud?
Vi har alle ansvar for vores arbejdsmiljø, og hvis det fortsætter med at være en hønsegård, så er det fordi jeg selv er en høne 😉 Spøg til side, så er det ikke værre end mange andre steder, og fordelen er, at man er super gode til at passe på hinanden.
11. Er der mange diskussioner mellem sygeplejersker, assistenter og hjælpere?
Der er en dejlig faglig diskussion ind i mellem, hvor alle bliver respekterede og får lov til at ytre deres mening. Alles oplevelser er lige vigtige, ofte er det hjælperne, der har det daglige billede på en borger – så deres observationer er utroligt vigtige.
12. Bruger man meget tid foran skærmen?
Det er meget forskelligt; skal man dosere medicin kan man selvfølgelig ikke gøre det ud fra ”det tænker jeg, du skal have”. Der er man nødt til at have et medicinskema på en skærm, og det samme skal man, når du skal læse om borgeren og dokumentere.
13. Hvor mange weekender arbejder man som elev?
Det er meget forskelligt, men der er overenskomster, der fastsætter, hvor meget og hvor lidt du må arbejde. Er man medlem af FOA, er de også ofte gode til at hjælpe, hvis du er i tvivl.
14. Er det let nok at få fri til lægeaftaler, børnenes tandlæger mv?
Det oplever jeg generelt det er; bare man husker at advare i god tid, så de kan indarbejde det i planerne.
15. Er det et fysisk hårdt arbejde at være assistent?
Hvis det er fysisk hårdt, så gør du det forkert, som et gammelt ordsprog siger. Med alle de hjælpemidler, vi har, og har fået, kan det meste af det tidligere nedslidende arbejde klares med god hjælp. Det kræver bare, at vi får det brugt, og bruger de 10 procent mere tid på at gøre det.
16. Er det psykisk hårdt, når i ikke altid har tid nok?
Vi skal kunne rumme mange frustrationer, både vores egne og de borgere/patienter, vi har med at gøre. Vi skal også huske at fejre vores små sejre og ikke altid fokusere på vores nederlag. Samtidig er det en hønsegård, og høns er flokdyr, der passer på hinanden.
17. Er du bange for at blive overvåget, når du er på arbejde?
Generelt nej, for jeg gør ikke noget, der skal skjules. Jeg tænker over, hvordan jeg er, når jeg er ude hos borgerne/patienterne, uanset hvilken bevidsthedstilstand de har. Det handler om at have respekt for den enkelte borger/patient.
18. Får du brugt din faglighed ude i plejen, eller er det bare at vaske og servere kaffe?
Igen er det meget forskelligt, men jeg har oplevet at få lov til rigtig mange ting som elev. En elektriker vil heller ikke opleve nye ting hver dag; nogle dage er det bare at fræse riller. Men når du er klar, får du lov til at bruge sin ekspertise, færdigheder og faglighed indenfor det sundhedsfaglige område. Det er jo en del af uddannelsen og de mål, du skal nå.
19. Hvordan har din oplevelse været som elev?
Alt i alt har det været godt – sådan en blandet pose bolsjer. Der findes ingen uddannelser og ingen jobs, hvor det hele bare er den type bolsjer, man elsker. Jeg har af langt de fleste følt mig godt taget imod, og jeg har fået lov til at udfordre og udforske mit kommende arbejdsfelt.
20. Hvad har din bedste oplevelse været?
Der er faktisk mange gode; både at få ros af mine kollegaer, men det smil eller den dybe tak, man får af og til fra patienterne/borgerne er guld værd. Når man går hjem fra arbejdet med oplevelsen af, at man har gjort sit arbejde til punkt og prikke og gjort en forskel for de borgere/patienter, man har været ude ved.