Doktorparken: Banedanmark fælder træer langs togbanen

I løbet af december fælder Banedanmark de fleste af træerne langs jernbanen i den del af doktorparken, der grænser op til Kobbersmedevej. De har som led i elektrificering af banen eksproprieret træerne

Doktorparken set fra luften - den gule streg markerer den strækning, hvor træfældningsarbejdet foregår

Bruger du Doktorparken, så kan du risikere at se de store smukke træer ved jernbanesporet blive fældet. Mandag den 5. december begynder Banedanmark at fælde de fleste af træerne langs jernbanen i den del af Doktorparken, der grænser op til Kobbersmedevej. Træerne er blevet overtaget af Banedanmark, da de udgør en risiko for de fremtidige køreledninger, der skal etableres i forbindelse med elektrificering af banerne.

Det meste af arbejdet foregår i dagtimerne, men de allerhøjeste af træerne bliver fældet om natten. Ifølge Banedanmark er der desuden beboere på Kobbersmedevej, der får fældet træer på deres grund, de er orienteret om arbejdet.

Vi planter nyt, når arbejdet er overstået

Arbejdet vil tage ca. 5 uger og kommer til at ændre den del af Doktorparkens udtryk. Når arbejdet er udført, står der nemlig kun enkelte træer tilbage.

Som erstatning planter vi et grønt læhegn, som du over de kommende år kan se gro. Beplantningen vil vokse sig tæt og flot.

Fældede træer bliver levested for smådyr

De fældede træer bliver samlet i en smal bræmme ud mod banen. Det gør vi for at undgå maskiners kørespor og trykskader på rødderne af de træer, der skal blive stående. Det døde træ i bræmmen bliver et sundt levested for svampe og smådyr.

Doktorparken set fra luften - den gule streg markerer den strækning, hvor træfældningsarbejdet foregår