Indvielse af Fårup Skole og Børneby

Fredag d. 21. august blev snoren officielt klippet til åbningen af den nye børneby i Fårup. Borgmester, Torben Hansen, hjalp til med den officielle indvielse.

Som en del af Randers Kommunes skoleudviklingsplan er det nu blevet Fårups tur til at åbne op for nye, forbedrede lokaler for børnehavebørnene i byen. Den nye børnehave er placeret i nyrenoverede lokaler i direkte forbindelse med skolen, så området nu kan kaldes en ”børneby”. Der er også blevet plads til en flot ny legeplads.

Det, at institutionerne er samlet, betyder, at de nemmere kan indgå i samarbejde på tværs. Resultatet er blandt andet, at børnene får en mere flydende overgang fra børnehave til skole, fordi de på forhånd kender bygningerne, legepladsen, lærerne og nogle af de ældre elever. Det betyder også, at man i højere grad kan deles om faciliteter – eksempelvis den nye legeplads, idrætssal mm.

”Skolen og børnehaven har allerede arbejdet sammen i et stykke tid, men nu hvor både børnehaven og ungdomsklubben har rykket ind i skolens bygninger, kan vi officielt sige, at vi har skabt en børneby, der kan fungere som et lokalt samlingssted for byens børn og unge,” fortæller borgmester Torben Hansen.

På grund af restriktionerne, som følger coronasituationen, var det kun børn, pædagoger, lærere og repræsentanter fra kommunen, der kunne deltage, men på trods af det, var humøret højt – hjulpet godt på vej af isbilen, som leverede is til alle.

Der er i alt afsat godt 345 mio. kr. til at lave skolefornyelse i Randers Kommune. Pengene bliver brugt til at modernisere, ombygge og renovere bygningerne, så undervisnings- og arbejdsmiljøet forbedres. Planen for skoleudvikling blev skabt i forbindelse med beslutningen om ny skolestruktur i 2015 og løber frem til 2021.