Nørrevangsskolen er Østjyllands første idrætsskole

Mandag den 16. august blev Nørrevangsskolen i Randers certificeret som idrætsskole. Dermed er skolen den første idrætsskole i Østjylland. Det blev fejret med taler, kampråb og fællesdans på skolens store, grønne arealer.

Nørrevangsskolen er efter halvandet års hårdt arbejde nu klar til at give eleverne en hverdag med masser af daglig bevægelse og i alt fem ugentlige idrætstimer.

"Nørrevangsskolen har gennem de seneste 11 år først etableret og siden drevet vores Talentidrætsklasser, og derfor var det en helt naturlig beslutning for Skole- og uddannelsesudvalget at give skolen mulighed for at udvide og styrke den idrætsfaglige profil. Både elever, forældre og personale har arbejdet hårdt for at nå her til. Nu er målet nået, og det er rigtig godt gået," siger Torben Hansen, borgmester i Randers Kommune, der deltog i certificeringsfesten og holdt tale for skolens børn, medarbejdere og ledelse.

Bag certificeringen står Danmarks Idrætsforbund, Team Danmark og VIA University College.

”Det er en stor og vigtig dag for Nørrevangsskolen, og vi er meget stolte af, at vi fra i dag officielt kan kalde os for en idrætsskole. Det bliver en stor styrke for os, og jeg tror på, at det kommer til at gøre en masse godt for vores elever – både i forhold til fællesskaber, deres generelle trivsel og ikke mindst for deres indlæring,” siger Martin Hyldgaard Larsen, der er skoleleder på Nørrevangsskolen.

Løb på gangene

Certificeringen som idrætsskole betyder blandt andet, at skolens elever nu kan se frem til fem ugentlige idrætstimer. Derudover er der kommet mange nye aktiviteter som et computerstyret gulv, der motiverer eleverne til bevægelse, en ny cykelbane og nye legepladser.

”Skolen bliver gennemsyret af bevægelse og aktivitet, og vi glæder os til for alvor at komme i gang. På gangene er der fx kommet udvalgte løbezoner, hvor eleverne må løbe. På den måde bliver eleverne hele tiden motiveret til bevægelse. Det kommer til at styrke deres grundmotoriske fundament og glæden ved at bevæge sig,” fortæller Jeppe Allerslev Thomsen, der er afdelingsleder og ansvarlig for idrætsskolen på Nørrevangsskolen og fortsætter:

”Idrætsskolen får en klar rød tråd fra 0. klasse og hele vejen op til 10. klasse. For de elever, der udviser særlig interesse for idrætten, er der mulighed for at ansøge om optagelse i vores Talentklasser”.  

For at kvalificere sig til certificeringen har skolens personale modtaget undervisning af specialforbund og VIA-Aarhus. Samtidig har skolen indgået forskellige samarbejdsaftaler og lavet fagdage i samarbejde med lokale klubber omkring deres faciliteter.