Det er i år 30 år siden, Oust Mølleskolen inviterede til rockfestival for første gang. Siden 1992 har Oust Mølle Rock sendt elever på sommerferie hvert eneste år med undtagelse af de to seneste coronaår. Scenen på rockfestivalen er åben for skolernes musiktalenter og hvert år inviteres en kendt kunstner til at optræde. I år var det bandet ADHD, der spillede i skolens park, som i dagens anledning var fyldt med boder, hoppeborge og en enkelt brandbil.
"Det er fedt at være tilbage og feste i parken efter 2 års coronapause. Der skal lyde en stor tak til frivillige, forældre, skolens personale og ikke mindst eleverne på skolen, som sammen har skabt den her fest for kommunens børn," siger Charlotte Rosenberg Simonsen, der er skoleleder på Oust Mølleskolen.
Stor indsats fra mange frivillige
Oust Mølle Rock kræver en stor koordineret indsats, og det er personalet på Oust Mølleskolen, der allerede i august begynder planlægningen af festivalen til skoleårets afslutning.
"Vi er glade for at kunne give lærerne fra de andre skoler en dag, hvor alt er planlagt, og hvor de kan hygge sig med hinanden og eleverne. Vi er også stolte over at give eleverne en mindeværdig dag, som de kan gå på sommerferie med og se tilbage på," siger Klavs Sprechelsen, der er pædagog på Oust Mølleskolen.