PPR giver råd til familielivet

Det kan være svært for mange børnefamilier at få en hverdag til at fungere derhjemme i disse uger. Center for Pædagogisk Psykologisk Rådgivning - PPR i Randers Kommune kommer med fem råd og er klar til at rådgive via telefonen.

Aktiviteter for både børn og voksne kan være vigtige i denne tide. Men husk at skemalægge din nye hverdag derhjemme, så der kommer nye rutiner og det kommer til at føles som hverdag.

Center for Pædagogisk Psykologisk Rådgivning - PPR i Randers Kommune kommer her med fem gode råd til at få en hverdag til at fungere hjemme med børn og arbejde:

  1. Tænk det som en hverdag. Det er ikke ferie, selvom vi er hjemme. Vi er i en periode, som vi ikke ellers normalt kender. Find en hverdag i situationen. Det kan gøres ved, at opretholde normale spisetider og lave bestemte tidspunkter til aktiviteter.

  2. Planlæg dagen fra morgen til aften, som vi kender det fra et skoleskema. (HUSK også pauser)

  3. Til skoleelever der skal lave opgaver og har fået materiale leveret fra skolen og deres forældre. Sæt tid af til at der skal laves skolearbejde/lektier.

  4. Lav en variation mellem både fysiske og stillesiddende aktiviteter. Og tænk på både at være ude og inde. Det er vigtigt for at opretholde motivationen.

  5. Som voksen – planlæg, hvornår du kan arbejde. Sæt din arbejdstid i skema. Det kan være svært for børnene, hvis du kun er halvt tilstede.


Center for Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) har en åben rådgivning.
Den varetages for tiden telefonisk ved at kontakte PPR’s hovednummer 8915 5760, hverdage mellem kl. 9 – 13. Ved kontakt kan man få en telefontid med en rådgiver og få råd og vejledning til at skabe en god hverdag for sine børn i den aktuelle situation.