Eventyret om Guldkrukken på Paradisøen

Det er næsten som et eventyr – Randers’ smukke skulpturgruppe Guldkrukke på Paradisøen har været så grueligt meget igennem. Og fredag d. 19. maj ender eventyret lykkeligt, når krukken vender hjem til Randers efter en lang tur ud i verden.

På det sted, hvor Gudenåen forvandler sig til Randers Fjord, ligger en lille ø med det smukke tilnavn Paradisøen. Her stod en seks meter høj og tonstung skulptur med form som en høj, slank græsk vase i over 20 år, før den skulle ud på en farefuld færd i den store vide verden.

”Skulpturen blev taget ned i 2014 og har været i København siden oktober 2016 for at blive restaureret. Guldet på Krukken var blev spist af langalger i Gudenåen allerede året efter dens afsløring den 19. maj 1990, og den stod på sin Paradisø siden, mens farven forandrede sig til en efterhånden mørk og trist kulør. Det samme gjorde ”fortællersken”; en lille bronzepige, der står foran den store krukke og kigger op på krukken under sin paraply, ” fortæller Helga Hjerrild, kulturkonsulent i Randers Kommune.

Skulpturen tilhører Randers Kommunes Kunstfond, som har samlet et hold af eksperter til at sætte krukken på plads fredag d. 19. maj 2017 om formiddagen.

Historisk skulptur med nyt look

Krukken blev fjernet fra sin plads på Paradisøen i 2014, og der blev sat gang i en undersøgelse, som skulle kaste lys over restaureringsmulighederne. I efteråret 2015 var undersøgelserne tilendebragt og planen lagt.

Krukken blev med tilladelse af kunstneren bag, Mogens Møller, restaureret i København hos chefkonservator Bo Kierkegaard. Her er den blevet slebet ned til kobbergrunden, poleret og børstet og nu også patineret, så den i fremtiden vil fremstå kobbergrøn.

”Fredag formiddag bliver skulpturen løftet med en BMS kran ud over åen og ned på sin sokkel, som også er blevet restaureret med nye italienske mosaikstifter. Vi bliver nødt til at lukke højresvingssporet på Tørvebryggen for at få plads til de store maskiner, der skal få krukken på plads. Den lille fortællerske har også været til gennemsyn og er allerede på plads,” fortæller Helga Hjerrild.

Lokal ekspert på holdet

Et hold af lokale eksperter står klar til at remontere krukken. Blandt dem er Benny Jensen, der arbejder som smed ved Randers firmaet Kurt Jensen. Han var med i maj 1990, da krukken oprindeligt blev opstillet i Randers.

”Vi er heldige at have ham med på holdet, for han ved lige præcis, hvor hver enkelt del, plade, vandforstøver, pumpe osv. skal være, for han kan huske det hele,” fortæller Helga Hjerrild.

Når krukken er monteret på fredag, følger der en periode med efterbearbejdning af sokler, tilslutning af vand og finish af krukkens overflade efter transporten. Men så skulle det også være ganske vist; den særprægede og smukke, slanke krukke vil igen være et vartegn ved Randers Bro. I sol og vindstille vejr kan den sprede sine vandtåger og en regnbue vil være at se i rummet mellem krukken og fortællersken. Det er nærmest magisk.