Peter Cetera spiller eneste koncert i Danmark

Fredag den 2. november på Værket i Randers giver den verdensberømte forsanger fra det amerikanske rockband Chicago koncert.

Peter Cetera er en af rock-balladernes helt store stjerner. Han blev Oscar-, Golden Globe- og Grammy-nomineret for "Glory of Love" som solist og er bl.a. Grammy-vinder og Rock ’n’ Roll Hall of Fame’r som forsanger for det verdensberømte rockband, Chicago. Til november kan han opleves live i Randers - for første gang i Danmark nogensinde.

Han er kendt for sine storslåede og ørehængende rockballader både som solist og i bandet Chicago. Han skrev og sang bandets giganthit og Grammy-vinder fra ’76, ”If You Leave Me Now”, og nu kan danske fans af Peter Cetera og Chicago godt sætte kryds i kalenderen og se frem til 2. november. Den amerikanske ballademager besøger Danmark for første gang nogensinde, når han gæster Værket i Randers som det eneste sted i Skandinavien. Med sig har han sine største hits fra både solokarrieren og tiden som frontmand i Chicago.

Peter Cetera er foruden Grammy-vinder også Oscar- og Golden Globe-nomineret for sin sangskrivning, og hans bedrifter og hæder efterlader ingen tvivl om, at han er en historiens helt store musikere og sangskrivere. Med hits i bagagen som “You’re The Inspiration”, “Hard To Say I’m Sorry” og “Along Comes a Woman” har Peter Cetera skrevet sig selv ind i musikkens historiebøger, hvilket han også blev hyldet for sidste år, da han blev valgt ind i den såkaldte Songwriters Hall of Fame i juni.

Selvom Cetera har passeret de 70 og har slået sine musikalske folder siden starten af 60’erne, så er han i storform, siger han selv.

”Jeg er inde i mit livs periode i øjeblikket! Jeg har aldrig haft det så sjovt på en scene som nu,” sagde han til USA Today så sent som sidste sommer. Så publikum kan forvente en veloplagt veteran med et arsenal af hits, når Peter Cetera – med sit syvmandsband The Bad Daddies – til november indtager Værkets Store Sal. - se mere på Værkets hjemmeside