De papkrus vi drikker kaffe, sodavand og vand fra til dagligt, kan ikke genbruges. Desuden udleder kopperne mikroplast og sundhedsskadelige stoffer i varme drikke. Mange bække små forsøger at få børn og voksne til at samarbejde om bæredygtighed. Værket skal vække tanker om hvordan vi behandler vores omgivelser, og børnenes deltagelse symboliserer også deres rolle i fremtiden; børnene skal arve jorden.
Titlen Mange bække små refererer til udtrykket “Mange bække små gør en stor å” som ofte bruges i forbindelse med klimadebatten og bæredygtighed. Hvis alle bidrager lidt ved at leve mere bæredygtigt, kan vi gøre en forskel. Titlen er også et ordspil, hvor valget af fisk som motiv henviser til åen, hvor fiskene hører hjemme. På den måde, forvandler Anni Holms værk P-Huset City til en å, som mange har bidraget til at gennemføre.
Anni Holm har skabt værket Mange Bække Små i samarbejde med elever fra AGU Kunstholdet på FGU Østjylland, Assentoftskolen (3. årgang), Korshøjskolen (3. årgang), Kristrup Skole (3. årgang), Nørrevangsskolen (4.c), Østervangsskolen (3. årgang), Tirsdalens Skole (8. klasse billedkunstvalgfag) og Randers Kunstmuseums Billedskole samt vinterferie workshop deltagere. Alle har designet fisk og havdyr med brugte papkrus, der er installeret i P-Husets gitterbeklædning.
Mange Bække Små er en del af projektet Sanseliggørelse af henkastethed, og er et samarbejde mellem Randers Kommune Affald og Genbrug, FGU Østjylland, Randers Kunstmuseum og Anni Holm. Projektet er støttet af Statens Kunstfonds Huskunstnerordning.